Borgmesteren på Læsø drømmer om at Sun-Air skal flyve Aalborg – Læsø – Gøteborg. Øens landingsbane er dog ikke lang nok på nuværende tidspunkt.
Læsø er et af de steder i Danmark, der affolkes hurtigst. Kun omkring 2.000 indbyggere er tilbage på øen i Kattegat og det er primært de gamle, der bliver boende tilbage. Det har nu fået øens borgmester Tobias Johansen til at tænke ud af boksen – som det hedder på moderne dansk.
Han har derfor sat gang i arbejdet med at få etableret en flyrute i sommerhøjsæsonen fra Aalborg via Læsø til Gøteborg. Det skal gøre det endnu nemmere for turister og sommerhusejere at komme til øen. Det skriver Nordjyske.
Tobias Johansen har således banket på døren hos blandt andre Sun-Air, der i forvejen flyver fra Aalborg til Oslo og fra Gøteborg til Aarhus og Manchester.
”Det ville være fantastisk at få godkendt en rute til Læsø, som måske kunne lægges ind i Sun-Airs fartplan,” siger Tobias Johansen til Nordjyske.
Baneforlængelse
Hos Sun-Air vil kommerciel direktør Kristian Tvergaard dog ikke love alt for meget.
”Vi har sammen med kommunen kigget på hvad der skulle til for at etablere en rute i sommersæsonen. Men vi har endnu ikke besluttet, om det er noget vi vil gå ind i,” siger Kristian Tvergaard til CHECK-IN.dk.
Hvis Sun-Air skulle gå ind i projektet, så kunne det være med et 19-personers Jetstream 31-turbopropfly magen til det, som Sun-Air i dag anvender på ruten mellem Aalborg og Oslo.
Det ville dog kræve en større udvidelse af den flyveplads, som i dag findes på Læsø. Landingsbanen er asfalteret men er kun omkring 930 meter lang. For at kunne håndtere et Jetstream-fly eller lignende, så ville det kræve, at banen blev forlænget op til omkring 1500 meter og samtidig blev gjort bredere. Desuden skulle der etableres en form for fjernstyret indflyvningskontrol.
Læsø Kommune har nu bedt ingeniørfirmaet Niras komme med et bud på hvad det ville koste kommunen at få lavet en såkaldte VVM-undersøgelse af en kommende baneudvidelse.
Copenhagen Air Taxi har gennem mange år opereret en sommerrute fra Roskilde Lufthavn via Anholt til Læsø og retur.
Læsø Flyveplads. Foto: Ahjdp / Wikimedia Commons