DSB sender togpassagerer tilbage i indenrigsflyene

Som følge af de massive kapacitetsproblemer hos DSB har selskabet besluttet med øjeblikkelig virkning at tage samtlige onestop- og nonstop InterCityLyn-tog ud af fartplanen. Det kan flytte passagererne tilbage i indenrigsflyene.

Det bliver i den kommende tid mere besværligt at være togpassager mellem Aarhus og København.

Hidtil har rejsende med DSB kunnet benytte de såkaldte onestop- og nonstop togafgange mellem Aarhus H og Københavns Lufthavn. Nonstop-togene har kørt hver morgen kl. 06.57 fra Aarhus H og retur fra Københavns Lufthavn kl. 15.58 kun med et stop på Københavns Hovedbanegård undervejs.

Onestop-togene kørte fraKøbenhavns Lufthavn hver dag kl. 06.58 og den anden vej fra Aarhus H hver dag kl. 15.57. I begge tilfælde har der været stop på henholdsvis Københavns Hovedbanegård og i Odense undervejs.

Nu er rejsende mellem hovedstaden og Aarhus indtil videre henvist til de ordinære InterCity- og InterCityLyn-tog, idet DSB som følge af mangel på materiel har besluttet af indstille nonstop- og onestop afgangene med øjeblikkelig virkning.

“Søgningen til onestop og nonstop InterCityLyn-togene er ikke ligeså stor som til de ordinære InterCity- og InterCityLyn-tog. Det er derfor DSB’s vurdering, at de IC3-tog, DSB råder over, er bedre brugt i de øvrige togafgange, hvor de kommer flere kunder til gavn,“ hedder det i en kommentar fra DSB.

Flere tilbage i indenrigsflyene

Beslutningen vil uden tvivl få flere passagerer tilbage i indenrigsflyene mellem Aarhus og København i den kommende tid. Netop onestop- og nonstop togafgangene er i direkte konkurrence med indenrigsflyene. DSB har tidligere oplyst, at omkring 60 procent af samtlige passagerer på nonstop-produktet er forretningsrejsende.

“Da Storebæltsbroen åbnede i 1997, lukkede vi en indenrigsflyrute eller to, og med vores seneste tilbud lægger vi op til at stjæle endnu flere kunder fra luftfarten,“sagde DSB´sproduktchef Birgit Westerskov Lehrmann, da man i januar 2010 præsenterede nonstop-produktet.

Men indenrigsflyene er stadig i luften, mens DSB på grund af materielproblemer nu midlertidigt må vinke farvel til det højtprofilerede forretningsprodukt.

”DSB´s beslutning understreger aktualiteten af, at jeg indenfor de seneste par dage har foreslået vore samarbejdspartnere på indenrigsruten at styrke indsatsen og sikre, at indenrigstrafikken profileres som et attraktivt alternativ til jernbanetransporten,“ siger lufthavnsdirektør Ole Paaske fra Aarhus Lufthavn i en kommentar.