Dyre flybilletter til fodbold-EM

Det danske fodboldlandshold skal spille de indledende kampe i de ukrainske byer Kharkov og Lvov ved EM-slutrunden i juni 2012. En returbillet med fly fra København på afrejsetidspunkter omkring de danske kampe koster 4.830 kroner.

Billig mad og et prisniveau, hvor en flaske vodka kan erhverves for 25 kroner, er noget af det, der skal lokke danske roligans til EM-fodbold i Ukraine.

Fredagens lodtrækning til EM-slutrunden magede sig således, at de danske fodboldhelte skal spille de indledende kampe i de ukrainske byer Kharkov og Lvov.

For landstræner Morten Olsen var det bestemt ikke nogen drømmelodtrækning, og det var det så sandelig heller ikke for den danske rejsebranche.

Det er nemlig ganske dyrt og besværligt at komme med rutefly til de to ukrainske byer, hvilket formentlig vil holde mange danske roligans hjemme ved TV-skærmene, fremfor at rejse østpå for at støtte det danske hold.

Næsten 5.000 kr. for returbillet

Danmarks første kamp spilles lørdag den 9. juni kl. 18.00 i Kharkov, hvor modstanderen er Holland. Vælger man at rejse fra København fredag den 8. juni til Kharkov og retur igen søndag den 10. juni, koster en returbillet med ukrainske AeroSvit ikke mindre end 4.831 kroner.

AeroSvit har Cimber Sterling til at flyve mellem København og Kiev, og herfra foregår den resterende del af rejsen med indenrigsfly til Kharkov.

Prismæssigt ser det ikke anderledes ud, hvis man vælger at rejse til Lvov til Danmarks kampe mod Portugal den 13. juni og Tyskland den 17. juni. En returbillet fra København med afrejse den 12. juni og hjemrejse den 18. juni koster lige nu 4.829 kroner – altså to kroner billigere end rejsen til Kharkov.

Det høje prisniveau skyldes blandt andet, at der er et begrænset antal flyforbindelser fra Europa til Ukraine. De flest europæiske fodboldentusiaster vil flyve ind til Kiev, og kapaciteteten begrænser rejsemulighederne. Det bliver dermed et spørgsmål om udbud og efterspørgsel med tårnøje flybilletpriser til følge.

Derimod ser det anderledes ud med de landshold, der skal spille de indledende kampe i Polen. Her er der et væsentligt større ruteudbud, hvilket samtidig er med til at holde priserne nede.

Ingen tvivl om, at det ukrainske luftfartsselskab AeroSvit bliver en sikker vinder i forbindelse med EM-slutrunden. Luftfartsselskabet kontrolleres af oligarken Igor Kolomoysky, der blandt er næstformand i det ukrainske fodboldforbund og har været medlem af den ukrainske organisationskomité bag EURO2012.

Læs også:

Direkte fly fra København til 5 ud af 8 EM-byer

Luftfartsinteresser i EM-fodbold i Ukraine