EasyJet: Cimber-konkurs godt for markedet

Den reduktion i kapacitet, som Cimber Sterlings konkurs medførte, er godt for markedet. Det mener easyJet, der oplever fire gange større passagervækst i Berlin end i København.

Det britiske lavprisselskab easyJet glæder sig over Cimber Sterlings konkurs. For det tager kapacitet ud af det europæiske marked for lavprisflyvninger.

”Reduktion af kapacitet er en god ting i et marked, hvor der er alt for mange sæder til salg,” siger easyJets nordiske chef Thomas Haagensen.

Han er meget tilbageholdende med at sige noget om, hvilke muligheder easyJet ser i København efter Cimber Sterlings exit.

”Vi ser på mulighederne, men vi vil fortsat fokusere vores vækst i Skandinavienfra Københavns Lufthavn og på at skabe endnu flere forbindelser herfra og ned i Europa,” siger Thomas Haagensen.

Ingen base i CPH
EasyJet har i dag 11 ruter fra København og har sågar lufthavnens lavprisfinger, CPH Go, helt for sig selv. Men Haagensen afviser, at Cimbers farvel skulle få easyJet til at gøre København til en egentlig base med egne fly stationeret.

”Vi har over tyve baser i Europa, og vi ser stadig store muligheder i at forbinde København med de eksisterende baser, og har derfor ikke lige foreløbig planer om en danskbase,” understreger den nordiske chef.

Et kig på passagerstatistikkerne viser også, at København ikke ligefrem er en vækstkomet i easyJet-regi. De sidste seks måneder er antallet af easyJet-passagerer vokset med 2,5 procent i København, mens man har set10 procent flere passagerer gå ombord i karakteristiske easyJet-fly i Berlins Schönefeld Lufthavn.

EasyJet kører et forskudt regnskabsår, hvor første halvår afregnskabsåret strækker sig fra 1. oktober 2011 til 31. marts 2012, hvilket traditionelt er en svag periode med lavsæson. Resultatet af første halvår blev præsenteret onsdag og viste et minus før skat på €112 mio. – eller godt 1 mia. danske kroner. Men det er trods alt en fremgang på knap 27 procent i forhold til samme periode sidste år. Omsætningen stegnæsten 16 procent til 13,5 mia. danske kroner.