Tyske Condor vil etablere sig på en rute mellem Frankfurt og London med i første omgang tre daglige afgange. Dermed fortsætter selskabet med at opbygge sit europæiske rutenetværk.
Siden det tætte kommercielle samarbejde mellem tyske Condor og Lufthansa ophørte, har Condor været tvunget til selv at sikre fødetrafikken til selskabets trafikale knudepunkt i Frankfurt Lufthavn.
Derfor har Condor gennem de seneste par år arbejdet på at opbygge sit eget europæiske netværk, hvor der blandt andet flyves til Milano, Prag, Rom, Wien og Zürich.
Nu er turen kommet til London, og Condor lægger ud med ikke mindre en tre dagligt afgange fra Frankfurt til London-Gatwick med start i april 2026. Det er første gang nogensinde, at den britiske hovedstad indgår i rutenetværket hos det tyske flyselskab, der oprindeligt blev etableret i 1956.
“Med London Gatwick tilføjer vi endnu en spændende metropol til vores bynetværk og tilbyder forretningsrejsende og storbyturister endnu flere muligheder. Lanceringen af denne rute er endnu et klart signal om vores vækst på det europæiske marked,” siger Peter Gerber, CEO hos Condor.
Både for forretnings- og fritidsrejsende
Det er planen, at der skal flyves tre gange dagligt med Airbus A320-200 fra Frankfurt, henholdsvis kl. 08.20, 14.00 og 18.15, så det er en rute, der især vil kunne benyttes af forretningsrejsende, hvilket markerer et skridt væk fra profilen som et flyselskab for fritidsrejsende.
Ruten er i dag userviceret, da EasyJet, der ellers har en pæn markedsandel i Gatwick-lufthavnen, kun betjener Frankfurt fra Luton-lufthavnen nord for London. Den nye rute vækker da også glæde hos Jonathan Pollard, der er kommerciel direktør i den britiske lufthavn.
“Vi er glade for at byde Condor velkommen til London Gatwick, som bliver en vigtig gateway til Frankfurt for passagerer i London og Sydøstengland. Dette er en central forbindelse mellem London og et af Europas mest indflydelsesrige finansielle knudepunkter, og med Frankfurts fremragende kulturelle udbud vil Condors tre daglige afgange give fremragende forbindelser for både forretnings- og ferierejsende,” lyder det.
Relaterede artikler:
Condor åbner rute til Kina i 2025

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


