Forsvaret og DSV bør lave deres egen auditering, hvis de vælger et flyselskab uden IOSA-certificering til at flyve med danske soldater, lyder rådet fra branchen. Og det kan være sin sag selv at lave en grundig auditering af kvalitet og sikkerhed.
Sagen om, at danske soldater fra 1. april med stor sandsynlighed skal flyve frem og tilbage mellem Danmark og Afghanistan med det litauiske luftfartsselskab Small Planet Airlines, har sat fokus på den internationale luftfartsorganisation IATA’s såkaldte IATA Operational Safety Audit Programme (IOSA). Small Planet Airlines er nemlig ikke IOSA-certificeret.
Da hverken Forsvaret eller mellemmanden, transportselskabet DSV, driver civilt luftfartsselskab, kan de ikke forventes at kunne gennemføre en grundig audit af Small Planets kvalitet og sikkerhed. Derfor er en IOSA-certificering, ifølge kilder i luftfartsbranchen, den bedste forsikring for at tingene er i orden hos en leverandør af lufttransport.
”Når kunden ikke selv er et luftfartsselskab, der er i stand til at lave bare en lille audit og ikke ved noget om luftfart, så burde kunden netop være interesseret i at anvende en IOSA-certificeret leverandør,” påpeger en anonym kilde og fortsætter:
”Så hvis en kunde køber en charter fra et ikke certificeret selskab, så må man stille sig selv spørgsmålet, om hvordan de finder det sikkerhedsmæssigt forsvarligt, med mindre de laver audits selv,” pointerer kilden.
Ufravigeligt krav
IOSA-certificeringen er en forsikring om, at et selskab lever op til en række krav til sikkerhed og kvalitet. Den kan bedst sidestilles med andre produktionsvirksomheders ISO-certificering, hvor man via sit kvalitetssikringssystem har forholdt sig til hvordan man gør tingene for at sikre en ensartet høj kvalitet og sikkerhed.
CHECK-IN.dk har talt med flere danske og internationale flyselskaber, som lejer fly ud til andre luftfartsselskaber på ACMI-kontrakter (Aircraft, crew, maintenance and insurance) – også kaldet wet-lease kontrakter, hvor lejeren selv betaler landingsafgifter, handling, brændstof og lignende. Og her er en IOSA-certificering i langt de fleste tilfælde et ufravigeligt krav fra de selskaber, som lejer fly ind på wet-lease.
Fra 1. april overtager transportselskabet DSV kontrakten med Forsvaret om flyvning med danske soldater til og fra Afghanistan samt andre ad-hoc opgaver. Som beskrevet mandag, så erfarer CHECK-IN.dk fra flere uafhængige kilder med indsigt i sagen, at Small Planet Airlines med meget stor sandsynlighed skal udføre flyvningerne på vegne af DSV, der ikke selv driver luftfartsselskab. I alt 381 luftfartsselskaber verden over er IOSA-certificeret, heraf er 240 IATA-medlemmer.
Spørgsmål til ministeren
Valget af Small Planet Airlines har vakt opsigt hos fagbevægelsen og Christiansborg. Ikke kun på grund af den manglende IOSA-certificering, men også fordi piloter i selskabet betales ned til 11 kroner i timen. Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen stillede onsdag spørgsmål om sagen til forsvarsminister Nick Hækkerup.
CSR-manager Thomas Susé fra DSV oplyser til CHECK-IN.dk, at ansvaret for auditering af nye og eksisterende leverandører ligger ude hos de enkelte datterselskaber, i dette tilfælde DSV AIR & SEA.
Hos DSV Air & SEA siger direktør Mogens Ellerbæk:
”Vi kigger på alt ved en ny leverandør. Som en professionel aktør inden for airbrokering har vi vores eget program til det,” siger Mogens Ellerbæk, der dog ikke ønsker at uddybe programmets indhold.
Det var torsdag ikke muligt at få en kommentar fra Small Planet Airlines.