Henning Hyllested, transportordfører for Enhedslisten.

EL: Statens flyselskaber skal være godkendt af fagforeninger

I forbindelse med det kommende udbud af statslige rejser for 400 mio. kroner om året, opfordrer Enhedslisten til, at staten konsulterer fagforeningerne for at få oplyst, hvilke flyselskaber, der lever op til branchens løn- og arbejdsforhold

Under overskriften “Staten skal ikke bruge rejsepenge på social dumping“ forsøger Enhedslisten nu at bringe spørgsmålet om løn- og arbejdsvilkår hos flyselskaber med base i Danmark ind i udbudsmaterialet, når Moderniseringsstyrelsen og Statens Indkøb til august tager hul på udbuddet til den kommende rejsebureauaftale, der udløber med udgangen af februar måned næste år.

“Staten skal ikke finansiere social dumping. Derfor skal det være et krav i udbudsmaterialet, at rejsebureauernes flyselskaber lever op til de løn- og arbejdsforhold, som i øvrigt er aftalt inden for branchen,“ siger Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested til CHECK-IN.dk.

Han peger især på Ryanair, som han mener bør udelukkes fra kontrakten med staten. Henning Hyllested mener, at regeringen endelig har muligheden for at vise, at den mener det alvorligt med at gøre noget ved de slavelignende tilstande, som flyselskaber som Ryanair tilbyder sine ansatte.

Henning Hyllested vil henvende sig til finansminister Bjarne Corydon (S) og bede ham sørge for at sikre, at udbudsmaterialet udelukker brug af flyselskaber, der ikke har orden i tingene.

Staten bør lytte til fagforeningerne
Det store spørgsmål er blot, hvem der skal afgøre, hvilke selskaber, der har orden i tingene. Men det har transportordføreren et meget kontant forslag til. Det skal fagforeningerne nemlig, idet de sidder tættest på viden om løn- og arbejdsvilkår for flyvende personale med base i Danmark.

“Det bør ikke være noget problem for en socialdemokratisk ledet regering, at staten konsulterer fagforeningerne, inden man vælger de flyselskaber, der kan indgå i udbudsmaterialet,“ siger Enhedslistens transportordfører Henning Hyllested til CHECK-IN.dk.

Han mener dermed ikke, at det er et problem, at det er en fagforening der skal kunne rådgive staten omkring, hvilke flyselskaber, der opfylder kravene.Han erkender dog, at det kan være svært at trække grænser, og at det ikke alene er Ryanair, der skal hænges ud.

“Vi kunne ligeså godt have nævnt Norwegian, men Ryanair er de værste af de værste,“ mener Henning Hyllested.

Liste over flyselskaber med orden i tingene
Henning Hyllested opfordrer udbudsmyndigheden til at rette henvendelse til Flyvebranchens Personale Union (FPU), hvor det vil være muligt at få udleveret en liste over flyselskaber med orden i tingene.

Så let bliver det dog ikke. Næstformand i FPU, Anders Mark Jensen, bekræfter, at man har været ved at lave en liste sammen med de andre fagforeninger. En liste, der var inspireret af EU´s liste over de flyselskaber, der ikke overholdt sikkerhedskravene.

“Det kræver dybere overvejelser at lave en liste, som er brugbar til formålet,“ konstaterer Anders Mark Jensen og kan blot bekræfte, at Ryanair som det eneste flyselskab vil være selvskrevet til listen uanset, hvordan man vender og drejer det.

Hos FPU er man i øvrigt meget optaget af den debat, der har været i Norge i forhold til Ryanair.

“Vi er meget imponerede over politikernes udmeldinger i Norge, hvor de tager afstand fra Ryanairs ansættelsesforhold- og metoder. De danske politikere har været noget sløve i betrækket. Der er simpelthen gået inflation i, at flyselskaberne bare kan sælge så billige billetter som muligt. Vi tager afstand, hvis den danske stat vil flyve med Ryanair, som udøver social dumping,“ siger Anders Mark Jensen.

Budskabet fra Enhedslisten og Flyvebranchens Personale Union er ganske entydig: “Staten har en forpligtelse til at sikre, at der er lige og fair vilkår mellem selskaberne.“

Problem med langruter
Det er Statens Indkøb og Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet, der vil sende statens rejseindkøb i udbud hos erhvervsrejsebureauerne i august måned. Parallelt hermed har SKI (Staternes og Kommunernes Indkøbs Service A/S ) aftalt en ikke-forpligtende rammeaftale med flyselskaberne på vegne af alle offentlige og halv-offentlige virksomheder.

Denne aftale er strikket sammen indenfor forskellige geografiske områder. På dansk indenrigsflyvning er valgt Norwegian og SAS. På intraskandinaviske ruter er der Norwegian, SAS og British Airways, blandt andet fordi Sun-Air i Billund flyver franchise for British Airways fra de jyske lufthavne til de største destinationer i Skandnavien.

På området med Europa-rejser er det Air France-KLM, British Airways, Brussels Airlines, LOT Polish Airlines, Norwegian og SAS. Men når der fokuseres på de kommende aftaler på interkontinentale ruter vil der være en konflikt under opsejling.

I dag er der nemlig valgt fem leverandører på de interkontinentale ruter; henholdsvis Air Canada, British Airways, Brussels Airlines, LOT Polish Airlines og SAS. Netop Norweigan vil banke kraftigt på døren for at få adgang til at udbyde ruterne fra Skandinavien til Bangkok, New York og Fort Lauderdale til den danske stat. Men da Norwegian har registreret flyene i Irland for at kunne omgå reglene, der forhindrer ansættelse af ikke EU/EØS personale ombord på langdistanceflyene, ligner det en klokkeklar konfliktsituaiton i forhold til FPU.