- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Emirates vil afskedige op til 9.000 ansatte

Emirates kan blive tvunget til at afskedige yderligere medarbejdere for at klare sig gennem coronakrisen. Op til 15 procent af i alt 60.000 ansatte risikerer at miste jobbet.

For første gang under coronakrisen taler Emirates om, hvor mange ansatte der står til at miste jobbet som følge af den lavere efterspørgsel på flyrejser.

En tiendedel ud af i alt 60.000 ansatte har tidligere mistet jobbet under krisen, og nu risikerer yderligere 3.000 Emirates-medarbejdere at måtte på jagt efter et nyt arbejde. Det fortæller koncernchef Tim Clark i et interview med BBC.

”Vi bliver sandsynligvis nødt til at afskedige lidt flere – sandsynligvis op til 15 procent,” siger han.

Tim Clark vurderer, at Emirates ikke er så hårdt ramt som andre flyselskaber, men at krisen har udfordret en økonomi, der tidligere var ”på vej mod et af vores bedste år nogensinde”.

1.400 piloter kan miste jobbet
Der er en generel bekymring hos de Emirates-ansatte over, at en masse andre flyselskaber reducerer arbejdsstyrken med flere tusinde medarbejdere. De frygter, at endnu flere skal fyres i det mellemøstlige flyselskab. De ansatte har ifølge BBC stigende frustrationer over dårlig kommunikation og uigennemsigtighed fra Emirates.

700 af Emirates’ 4.500 piloter har allerede fået besked om, at de er afskediget. Og yderligere 700 piloter forventes at få samme meddelelse. Afskedigelserne koncentrerer sig primært om Airbus A380-piloter, da det bedre kan svare sig at operere med mindre fly som følge af den lave efterspørgsel. Emirates sendte i juni første ud af i alt 114 A380 på pension.

Flere tusinder kabineansatte har også fået at vide, at de er i overskud. Der foreligger dog ikke nogle konkrete tal. Før krisen havde Emirates 20.000 kabineansatte.

Flyselskaber vil tabe over 550 milliarder 
Emirates har planer om at flyve til 58 destinationer fra midten af august, hvor antallet af destinationer før coronapandemien var 157. Koncernchef Tim Clark har imidlertid tidligere udtalt, at det kan tage op til fire år, før antallet af flyvninger er tilbage på et nogenlunde normalt niveau. Ruten fra Dubai International Airport til Københavns Lufthavn blev genåbnet 19. juni med en Boeing 777-300ER efter tre måneders nedlukning.

Det mellemøstlige flyselskab, der har en flåde på 269 langdistancefly, er dog langt fra det eneste selskab med en dyster forudsigelse omkring tidshorisonten for de rejsendes tilbagevenden. Mange aktører i luftfarten verden over forventer, at den sædvanlige efterspørgsel på flybilletter først vender tilbage om mindst to-tre år.

International Air Transport Association (IATA) har spået, at verdens flyselskaber står til at tabe over 84 milliarder dollar (559 milliarder kroner, red.) i 2020, og at der vil blive tale om én million fyringer. I USA har United Airlines senest meldt ud, at det formentlig skal afskedige op til 36.000 ansatte.

 

Relaterede artikler:

Emirates trækker første Airbus A380 ud af flåden

Emirates vender tilbage til København

Emirates vil skære 30.000 stillinger