Endnu et flyselskab må sætte flyene på jorden

Striben af konkurser i luftfartsbranchen fortsætter. I søndags måtte albanske Belle Air opgive at flyve videre. Selskabets syv fly er nu sat på jorden.

Det blev et albansk lavprisflyselskab, der blev det næste i rækken af flyselskaber, der har måttet bukke under for den hårde konkurrence og de seneste års krise i luftfartsbranchen.

Selskabet Belle Air Sh.p.k. blev grundlagt i 2005 i Tirana og havde rute- og charterflyvning til Belgien, Egypten, Spanien, Grækenland, Italien, Kosovo, Tyrkiet og England.

I søndags den 24. november måtte ledelsen kaste håndklædet i ringen. Det fremgår af en meddelelse på selskabets hjemmeside. Som årsag til konkursen nævner man den generelle økonomiske situation, manglende forbrugerkøbelyst, recession i de markeder, hvor selskabet opererede samt at banken for 18 dage siden lukkede for kreditten.

Selskabet oplyser, at man nu forsøger at rekonstruere Belle Air med hjælp fra albanske og udenlandske investorer. Selskabet syv fly, der omfatter tre Airbus A319, to Airbus A320 og to ATR72-fly, er samtidig leveret tilbage til leasinggiveren.

Italiensk lavprisflyselskab træder til
Det italienske flyselskab Blue Panorama har gennem lavprisflyselskabet Blue Express tilbudt de passagerer, der er kommet i klemme i konkursen, at man kan købe en ny billet til en særlig rabatteret pris, hvis man fremviser den oprindelige billet til Belle Air.

For alle øvrige er der kun en måde at redde pengene på. Det er den sædvanlige “charge back“ procedure gennem banken, såfremt billetterne er betalt med et internationalt kreditkort. I modsat fald vil pengene være tabt.

Belle Air har et søsterselskab kaldet Belle Air Europe med base i Pristina i Kosovo. Dette flyselskab er tilsyneladende indtil videre ikke berørt af det albanske flyselskabs konkurs.