Er det verdens mindste hotel?

I denne uge kunne man i medierne læse om verdens mindste hotel, der åbner til foråret 2011 i København under navnet Central Hotel & Cafe. Men byen har allerede Verdens Mindste Hotel med blot 2 værelser.

Det er ofte størrelsen, der er afgørende, når man skal måle præstationer indenfor forskellige brancher. Således også indenfor hotelbranchen.

Den 16. maj 2011 åbner Bella Sky Comwell Hotel Copenhagen ved Bella Center. Det bliver Skandinaviens største hotel med i alt 814 værelser.

Men i foråret 2011 åbner også verdens mindste hotel i København, men under etnæsten ligeså prangende navn som det nyegigantiske hotel på Amager. Det er Central Hotel & Cafe, der vil tilbyde blot ét værelse på 12 kvadratmeter beliggende ovenover Verdens Mindste Kaffebar på Vesterbro.

Prisen på leje af værelset, hvor der lige akkurat er plads til en seng og håndvask, er 125 kroner pr. kvadratmeter – eller ialt 1.500 kr.

Men ejeren bag Central Hotel & Cafe har gjort regning uden vært. I forvejen er København hjemsted for Verdens Mindste Hotel, der ligger på Havneholmen.

Verdens Mindste Hotel rummer et dobbeltværelse og et enkeltværelse og drives af journalist Rie Holdum. På hotellets hjemmeside fremgår det, at værelsesprisen er inklusiv økologisk morgenmad, trådløst internet, vaskemaskine og tørretumbler samt fri adgang til stort køkken/alrum og to solrige altaner.

Et dobbeltværelse koster her mellem 750 og 850 kr., mens et enkeltværelse kan lejes for mellem 550 kr. og 650 kr.

Foto: Verdens Mindste Hotel ligger på Havneholmen i København.