- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Etihad Airways sætter ambitiøst klimamål

Etihad Aviation Group vil i 2035 have nedsat selskabets CO2-udledning til det halve i forhold til i dag og skal i gang med at teste biobrændstof på Dreamlinerne.

Det er ikke kun europæiske flyselskaber, der i disse år fokuserer på at blive mere bæredygtige ved at reducere CO2-udledningen fra flyoperationer og virksomhedens øvrige drift. Flyselskaber i andre dele af verden er i stigende grad også optaget af, hvordan de kan bidrage til klimadagsordenen.

Det mellemøstlige flyselskab Etihad Airways har således netop præsenteret en ny målsætning, hvor Abu Dhabi-selskabet forpligter sig til at blive CO2-neutralt inden 2050, ligesom Etihad allerede i 2035 skal have halveret sin nettoudledning af CO2 i forhold til 2019-niveauet.

En række initiativer
De ambitiøse miljømål skal opnås gennem en blanding af interne initiativer, samarbejde med branchepartnere og vedtagelse af et omfattende program for CO2-kompensationer.

”Det globale fokus på miljøet og behovet for hurtigt at reducere CO2-emissioner har aldrig været større. Etihad Aviation Group tager sammen med sine partnere en aktiv rolle i at reducere luftfartens effekt på miljøet gennem initiativer, der spænder fra optimeret udnyttelse af brændstof til bæredygtig finansieringspraksis,” siger Tony Douglas, koncernchef for Etihad Aviation Group.

Topchefen for Etihad understreger, at alle aktører inden for luftfart er ansvarlige for at hjælpe med at reducere luftfartens emissioner, og at løsningerne skal være holistiske og koordinerede, frem for isolerede og sporadiske.

Introduktionen af nye brændstofeffektive flytyper som Boeing 787, Airbus A350-1000, Boeing 777-9 og Airbus A321neo skal hjælpe Etihad Aviation Group med at nå målene, men herudover har selskabet iværksat en række initiativer på klimaområdet.

Boeing 787 ”Greenlinere” i luften
Blandt initiativerne er det såkaldte Etihad Greenliner-program, hvor selskabets flåde af Boeing 787 Dreamlinere skal bruges som flyvende test-laboratorier for både alternative brændstoffer og ny teknologi, der kan medvirke til at reducere CO2-udslippet.

Etihad deltager i partnerskaber om udviklingen af ​​bæredygtigt flybrændstof, heriblandt biobrændstof som udvindes i Abu Dhabi af planter, der er tolerante over for saltvand, samt andet bæredygtigt jetbrændstof, der skal produceres på basis af kommunalt affald i Abu Dhabi.

Etihad bliver ifølge eget udsagn også det første flyselskab, der sikrer kommerciel finansiering, som lever op til FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling.

 

Relaterede artikler:

Etihad Airways udvider samarbejdet med SAS

Luftfartens klimaambitioner højere end regeringens

EasyJet bliver første klimaneutrale flyselskab