Etihad-stewardesser bedst klædt på

Etihads stewardesser og stewarder har de flotteste uniformer. Det mener 36.000 flittigt rejsende. Med i opløbet var kun selskaber fra Mellemøsten og Asien.

Stewardesserne og stewarderne hos det arabiske luftfartsselskab Etihad kan fremover kalde sig de bedst klædte i de tyndere luftlag. Læserne af magasinet Global Traveler har nemlig kåret Etihad til at have de pæneste uniformer.

Mere end 36.000 læsere af bladet har deltaget i afstemningen om hvilket flyselskab, som har de flotteste uniformer. Og her trækker selskabet fra De Forenede Arabiske Emirater det længste strå. Uniformerne er designet af italieneren Ettore Bilotta.

For at skille sig ud fra mængden bærer kabinecheferne hos Etihad røde sko og røde handsker til den grå uniform. Og de mandlige kabineansattes jakkesæt kommer i forskellige farver alt efter hvilken rolle de har.

Etihad fik overrakt prisen ved Global Travelers prisuddeling i Los Angeles i denne uge.

Blandt de 10 nominerede til prisen var kun selskaber fra Asien og Mellemøsten. Heriblandt Singapore Airlines, Thai Airways, Emirates og Qatar Airways.

uniformfreak.com har stewarden Cliff Muskiet, der til daglig arbejder for KLM, samlet billeder af 1157 forskellige uniformer fra 446 forskellige luftfartsselskaber.