- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

EU-Domstolen underkender statsstøtte til Condor

En lavere instans ved EU-Domstolen har givet Ryanair medhold i, at den tyske regerings statsstøtte til flyselskabet Condor på 4,1 milliarder kroner ikke var tilstrækkeligt begrundet.

I slutningen af april sidste år godkendte EU-Kommissionen, at den tyske regering kunne yde hjælp til det kriseramte flyselskab Condor, der i efteråret 2019 fløj ud af konkursen i Thomas Cook Group.

Condor fik stillet et coronalån til rådighed på 294 millioner euro samt et lån på 256 millioner euro til refinansiering af det lån, der blev optaget efter Thomas Cook-konkursen. Samlet er der tale om en støtte på 550 millioner euro, eller hvad der svarer til 4,1 milliarder danske kroner.

Støtten blev givet af den føderale regering i samarbejde den hessiske delstatsregering, da Condor er hjemmehørende i Frankfurt, der er største by i Hessen.

Støtte var utilstrækkeligt begrundet
Ryanair valgte at forfølge dette og andre tilfælde, hvor der er ydet statsstøtte til flyselskaber under coronapandemien, og derfor valgte det irske lavprisflyselskab valgt at klage til EU-Domstolen over den tildelte støtte til den tyske konkurrent.

Den 10. afdeling ved EU-Domstolen har behandlet sagen og har i første omgang givet medhold til Ryanair. 

“Retten fastslår, at den anfægtede afgørelse var utilstrækkeligt begrundet hvad angår årsagsforbindelsen mellem de omkostninger, som var forårsaget af forlængelsen af insolvensbehandlingen, og Condors aflysning og omlægning af flyvninger som følge af de rejserestriktioner, der blev indført i forbindelse med COVID-19-pandemien,” hedder det i den foreløbige afgørelse.

Det betyder, at EU-Domstolen vil annullere EU-Kommissionens godkendelse, indtil der fremkommer flere informationer.

Ryanair: Skævvridning af markedet
Hos Ryanair er der ikke overraskende tilfredshed med afgørelsen, hvilket fremgår af en pressemeddelelse.

”Den tyske statsstøtte til Condor – både i 2019 og 2020 – stred mod de grundlæggende principper i EU-retten og har skævvredet markedet til skade for forbrugerne. Dagens afgørelse er en vigtig sejr for forbrugere og konkurrencen.

Under COVID-19-pandemien er over 30 milliarder euro i diskriminerende statsstøtte givet til nationale EU-flyselskaber. Medmindre det stoppes af EU-domstolene i tråd med dagens afgørelse, vil virkningerne af markedsforvridning forårsaget af denne statsstøtte mærkes i årtier. Hvis Europa skal komme ud af denne krise med et velfungerende indre marked, skal Europa-Kommissionen stå op mod de nationale regeringer og stoppe ‘gummistemplingen’ af ​​diskriminerende statsstøtte til ineffektive nationale flyselskaber.”

For tre uger siden fik Ryanair ved EU-Domstolen medhold i en tilsvarende klage over påstået ulovlig statsstøtte til KLM og TAP Portugal. Sagen er dog ikke endelig færdigbehandlet, da retten har bedt om flere informationer fra flyselskaberne og EU-Kommissionen.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa går hårdt til Condor

Kapitalfond overtager majoritet i Condor

Statsstøtte til flyselskaber underkendt af EU-Domstolen