- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

EU godkender milliardstøtte til nordeuropæisk lufthavn

EU-Kommissionen har givet grønt lys til, at ejerne af Berlin Brandenburg Airport samlet kan skyde over 12 milliarder kroner i den økonomisk skrantende storlufthavn, der åbnede i oktober 2020.

Det har absolut ikke været en nem begyndelse for Berlins nye storlufthavn, Brandenburg, der slog terminaldørene op midt under coronapandemien.

Lufthavnen åbnede i slutningen af oktober 2020 efter ni års forsinkelse, men de lave passagertal som følge af de mange rejserestriktioner har skabt voldsomme udfordringer for lufthavnen.

Økonomien i Berlin Brandenburg er presset, og på den baggrund henvendte lufthavnens direktion sig sidste år til aktionærerne i den offentligt ejede lufthavn for at få hjælp.

Og en økonomisk hjælp fra aktionærerne har nu fået velsignelse fra EU-Kommissionen, der har givet grønt lys til, at ejerne kan bidrage med op til 1,7 milliarder euro (12,65 milliarder kroner, red.) til rekapitalisering af lufthavnsselskabet. Godkendelsen sker på baggrund af den midlertidige statsstøtteramme under pandemien.

Skal leve op til strenge krav
Flughafen Berlin Brandenburg (FBB) – som lufthavnsselskabet hedder – er ejet af tre forskellige parter. Byen Berlin ejer 37 procent, delstaten Brandenburg har også 37 procent, mens den tyske stat ejer de resterende 26 procent af aktierne.

”Lufthavne har været særligt hårdt ramt af coronavirus-udbruddet og de gældende rejserestriktioner. Med denne foranstaltning vil Tyskland bidrage til at styrke Flughafen Berlin Brandenburgs egenkapital og hjælpe selskabet med at imødegå de økonomiske virkninger af udbruddet,” siger den danske EU-konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.

”Samtidig vil den offentlige støtte være med strenge krav til at begrænse unødige konkurrenceforvridninger. Vi fortsætter med at arbejde i tæt samarbejde med medlemsstaterne for at sikre, at nationale støtteforanstaltninger kan indføres så hurtigt og effektivt som muligt i overensstemmelse med EU-reglerne.”

Som led i godkendelsen af statsstøtten har FBB altså forpligtet sig til at leve op til en række krav. Indtil al støtten er givet, må lufthavnen eksempelvis ikke tilbyde rabatter til flyselskaber, og den må ikke udvide kapaciteten.

Næsten 10 millioner rejsende i 2021
De over 12 milliarder statsstøttekroner skal bruges på henholdsvis gældslettelse af lufthavnsselskabet og bistand til selskabets likviditet.

I EU-Kommissionens redegørelse lyder det, at coronapandemien har ført til betydelige tab i FBB, mens lufthavnen stadig havde betydelige driftsomkostninger. Som følge af dette blev selskabets egenkapital og likviditet forværret.

’Foranstaltningen har til formål at genoprette FBBs finansielle position og likviditet i den ekstraordinære situation forårsaget af coronapandemien, samtidig med at de nødvendige foranstaltninger for at begrænse konkurrenceforvridning opretholdes,’ konkluderer EU-Kommissionen i sin afgørelse.

De økonomiske udfordringer bunder altså i de lave passagertal, Berlin Brandenburg har oplevet siden åbningen i 2020. Lufthavnens første hele år blev således 2021, hvor passagertallet endte på 9,95 millioner. Tallet for 2019 var 35,65 millioner passagerer, men dette antal var dog fordelt på de to nu lukkede Berlin-lufthavne, Tegel og Schönefeld.

 

Relaterede artikler:

Storlufthavn skal bruge penge for at undgå konkurs

Ny Berlin-lufthavn tilføres 14 milliarder kroner

9,95 millioner passagerer i Berlin Brandenburg