Michael O´Leary (Arkiivfoto: Ole Kirchert Christensen)

EU-Kommissionen: Vi rejser skam med Ryanair hver dag

EU-Kommissionen afviser beskyldninger fra Ryanair om, at kommissionen bevidst boykotter lavprisselskaber. Ryanair burde faktisk takke EU-Kommissionen for at have taget initiativ til liberaliseringen af det europæiske luftrum.

Ryanair beskyldte fornylig EU-Kommissionen for bevidst at boykotte lavprisselskaber, når Kommissionens medarbejdere rejser rundt i de europæiske medlemslande. Det kontroversielle lavprisselskabs karismatiske direktør, Michael O’Leary, opfordrede Kommissionen til at skrinlægge sin rejsepolitik, som, ifølge O’Leary, forbyder medarbejderne at rejse med lavprisselskaber.

Sludder og vrøvl lyder det nu fra EU-Kommissionen. Lavprisselskaber er faktisk fremhævet som en mulighed i Kommissions rejsepolitik og mere end 300 kommissionsansatte rejste i 2011 med lavprisselskaber. I gennemsnit var der mindst en medarbejder fra Kommissionen ombord på et Ryanair-fly på alle hverdage i 2011.

Kan spare millioner
På et pressemøde i Bruxelles før påske viftede Michael O’Leary med kopier af mails fra EU-Kommissionens rejsebureau, American Express Business Travel. Afde omtaltemailsfremgår det, at det ikke er tilladt at booke lavprisbilletter eller refundere rejseudgifter til og fra Bruxelles’ Charleroi airport, hvor Ryanair har en stor base.

Disse mails dokumenterer “ubestrideligt at EU-Kommissionen forhindrer sit rejsebureau i at foretage reservationer på lavprisflyselskaber, der ellers kunne spare de hårdt prøvede skatteydere i EU millioner af euro hvert år,“ sagde Ryanair-bossen, Michael O’Leary.

På gale veje
Men også her er Ryanair og O’Leary på gale veje, understreger kommissionen. Det handler i virkeligheden om, at Ryanair ikke ønsker, at der kan bookes Ryanair-flyvninger i det reservationssystem, som Kommissionens rejsebureau anvender.

”Lige som mange offentlige myndigheder og private virksomheder, har Kommissionen en ikke-eksklusiv kontrakt med et rejsebureau om at koordinere bestillinger af flybilletter. Dette rejsebureau bruger et reservationssystem, som bruges af mange bureauer i branchen. Omkring 70 lavprisselskaber er en del af dette reservationssystem. Ryanair har valgt ikke at tillade, at bookninger kan foretages via dette system. Kommissionen opfordrer Ryanair til at tillade bookninger via et globalt system, så flyvninger med Ryanair kan reserveres på samme måde som med andre lavprisselskaber,” forklarer Michael Vedsø, pressetalsmand for EU-Kommissionen i Danmark.

Kommissionens rejsepolitik giver medarbejderne mulighed for frit at organisere deres rejse på den måde de finder mest økonomisk hensigtsmæssig. De kan derfor vælge imellem at bruge Kommissionens rejsebureau, et andet rejsebureau eller selv bestille og betale billetter via internettet.

Ryanair og EU-Kommissionen har været på kant med hinanden igennem mange år. Primært på grund af Kommissionens fortsatte undersøgelser af de aftaler, som det irske flyselskab har indgået med mindre regionale lufthavne rundt om i Europa. Kommissionen har mistanke om at lufthavnene giver Ryanair meget fordelagtige vilkår for at bruge lufthavnene. Vilkår som andre flyselskaber ikke kan få.

Bør være taknemmelig
Men EU-Kommissionen har faktisk en stor del af æren for Ryanairs succes, mener kommissionen.

”Ryanair burde faktisk være taknemmelig for EU-Kommissionen. For uden dem var Ryanair ikke den succes det er i dag. Det var nemlig Kommissionen, der satte gang i liberaliseringen af det europæiske luftrum og gjorde det muligt for selskaber som Ryanair at flyve på kryds og tværs i det europæiske fællesskab,” påpeger Michael Vedsø.