Facebook-gruppe bag udvidet beflyvning på Billund

Den islandske Facebook-gruppe ‘Flug milli Keflavíkur og Billund allt árið um kring’ fik med sine næsten 2.500 medlemmer presset Iceland Express til flere afgange mellem Keflavik og Billund.

Der er mange måder at påvirke luftfartsselskaberne til at øge kapaciteten eller starte nye ruter op. En af de mere utraditionelle er en gruppe herboende islændinge, der via enFacebook-gruppe har overtalt flyselskabet Iceland Express til at udvide flyvningerne mellem Keflavik og Billund. Det skriver DR P4Trekanten.

Forlængelsen af ruten omfatter således påsken (den 30. marts til den 6. april) samt hele september og oktober. Det betyder, atIceland Expressflyver direkte fra Billund til Island i påsken, samt i hele perioden fra den 4. juni til den 11. november.

Iceland Express starter desuden den 1. juni en ny direkte rute fra Keflavik på Island til Newark Liberty Lufthavnen i New York, hvilket betyder, at der så bliver flere muligheder for at komme nemt og hurtigt fra Billund til New York. Dermed får alle vestdanskere mulighed for at rejse til New York via Keflavik på mandage og retur igen på fredage.

Lufthavnsdirektør Jørgen Krab Jørgensen fra Billund Lufthavn er glad for den usædvanlige hjælp fra Facebook-gruppen:“Det er da glædeligt at kunderne på den måde kan påvirke deres flyselskab og at det tager udfordringen op,“ siger Jørgen Krab Jørgensen til DR P4 Trekanten.

Link: Flug milli Keflavíkur og Billund allt árið um kring