Et passagerfly fra Corendon Airlines udløste tirsdag en omfattende sikkerhedsindsats med kampfly fra Kroatien og Tyskland. Flyet havde ved en fejl udsendt nødkoden for flykapring, som også blev anvendt under en alvorlig hændelse hos Flydubai for blot 13 dage siden.
Et passagerfly fra Corendon Airlines Europe var tirsdag årsag til en omfattende sikkerhedsindsats i flere europæiske lande, da flyet kortvarigt udsendte den internationale nødkode 7500, der signalerer en mulig flykapring.
Flyet, en Boeing 737-800 med registreringen 9H-CXD, var på vej fra Korfu i Grækenland til Nürnberg i Tyskland som flyvning XR456, da nødkoden blev udsendt under flyvning i kroatisk luftrum. Samtidig var det i en periode ikke muligt at etablere radiokontakt med piloterne.
Det fik først det kroatiske flyvevåben og senere det tyske til at sende kampfly på vingerne for at identificere og eskortere passagerflyet, der havde 178 passagerer om bord.
Samtidig blev der iværksat omfattende sikkerhedsforanstaltninger i Nürnberg Lufthavn, hvor alle starter og landinger midlertidigt blev indstillet, mens ankommende fly måtte omdirigeres til andre lufthavne.
Kampfly fra to lande
Ifølge det kroatiske forsvarsministerium blev et Rafale-kampfly sendt på vingerne efter ordre fra NATO’s Combined Air Operations Centre (CAOC) i Torrejón i Spanien, der koordinerer luftovervågningen i den sydlige del af NATO’s europæiske luftrum.
Indsatsen var en del af NATO’s permanente Air Policing-beredskab, hvor kampfly står klar til at identificere civile fly, der eksempelvis mister radiokontakten eller udsender en nødkode, som kan indikere en sikkerhedstrussel.
Det kroatiske kampfly mødte Corendon-flyet kl.11.02 over Korenica i Kroatien, hvor piloten foretog en visuel identifikation og etablerede radiokontakt. Flyet blev herefter eskorteret videre, indtil det kl. 11.20 passerede ind i slovensk luftrum. Senere blev eskorteringen overtaget af to tyske Eurofighter-kampfly fra Taktisches Luftwaffengeschwader 74 med base i Neuburg an der Donau.
Omkring kl. 12.15 landede Corendon-flyet sikkert i Albrecht Dürer-lufthavnen i Nürnberg, hvor politiet undersøgte forholdene om bord. Fra kl. 13.25 kunne passagererne forlade flyet, og samtidig blev flytrafikken i lufthavnen genoptaget.
Fejl i radiokommunikationen
Corendon Airlines har efterfølgende udsendt en officiel erklæring, hvor selskabet forklarer, at den nødkode 7500 blev udsendt fra flyets transponder i forbindelse med en kortvarig fejl i flyets radiokommunikationssystem.
Selskabet understreger, at der ikke på noget tidspunkt var tale om en reel nødsituation, og at hverken passagerer, besætning eller fly var i fare.
Det er imidlertid ikke nærmere forklaret, hvorfor flyet udsendte nødkoden 7500, der anvendes ved ulovlig indgriben i en flyvning, herunder flykapring. Ved almindeligt radiosvigt anvendes normalt transponderkoden 7600.
Alvorlig hændelse hos Flydubai
Den falske kapringsalarm kommer blot 13 dage efter en alvorlig sikkerhedshændelse om bord på et fly fra Flydubai, hvor den samme nødkode blev anvendt i forbindelse med et angreb i cockpittet.
Den 30. september var Flydubais flyvning FZ1073 fra Dubai til Tel Aviv undervejs, da der opstod en voldsom konfrontation mellem de to piloter. Ifølge oplysninger om hændelsen angreb den ene pilot sin kollega med en nødøkse fra cockpittet og forsøgte angiveligt at overtage kontrollen med flyet. Under hændelsen blev først den generelle nødkode 7700 og efterfølgende kapringskoden 7500 udsendt.
Flyet blev omdirigeret til Tabuk i Saudi-Arabien, hvor det landede sikkert, og hændelsen er stadig genstand for en større efterforskning. Selvom tirsdagens hændelse med Corendon Airlines viste sig at være falsk alarm, understreger de to episoder, hvor alvorligt myndighederne tager en 7500-alarm.
Relaterede artikler:
Flydubai-hændelse efterforskes som terror

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


