Grundlægger af det amerikanske lavprisflyselskab Southwest Airlines, Herb Kelleher, er død i en alder af 87 år. Foto: Southwest Airlines

Farverig grundlægger af verdens største lavprisflyselskab er død

Grundlæggeren af det amerikanske flyselskab Southwest Airlines, Herb Kelleher, er død i en alder af 87 år. Han satte et solidt aftryk på luftfarten med sin farverige personlighed.

En af de helt store entreprenører i luftfartsindustrien døde torsdag.

Herb Kelleher var i 1967 med til at grundlægge Southwest Airlines, der siden har vokset sig til at være verdens største lavprisflyselskab. Herb Kelleher var et ikon i den amerikanske delstat Texas, hvor flyselskabet blev stiftet. Han nåede at sætte et stort præg på luftfarten indtil sin død som 87-årig, som flere amerikanske medier rapporterer om fredag.

“Herb var en pioner, en maverick (en uortodoks person, red.) og en innovatør. Hans vision revolutionerede kommerciel luftfart og demokratiserede himlen. Herbs passion, livskvalitet og umættelige investeringer i menneskerelationer skabte varige og umålelige indtryk på alle, der kendte ham, og han vil for evigt være grundstenen og ånden af Southwest Airlines,” har Southwest Airlines udtalt i en erklæring, der også sender kondolencer til Herbs kone, Joan, og hele hans familie.

Idéen til Southwest Airlines opstod i 1967. Herb Kelleher og medstifter Rollin King skitserede deres planer på en cocktail-serviet. På grund af juridiske udfordringer skulle der gå fire år, før Southwest Airlines endelig kunne komme på vingerne.

Første flyvning fandt sted i juni 1971 fra Dallas Love Field-lufthavnen, og flyselskabet havde på daværende tidspunkt tre fly og 12 daglige flyvninger mellem Dallas og Houston og Dallas og San Antonio.

Størst fokus på de ansatte
Herb Kelleher havde som ambition, at alle texanere skulle have råd til at flyve.

”Luftfarten havde på daværende tidspunkt i Texas en meget dårlig kvalitet, og priserne var rigtig høje. Vi ville sætte texanerne fri, fordi de var fanget. Der var monopoler i luften i Texas, og vi var fremme for at ødelægge dem,” har Herb Kelleher tidligere forklaret til den amerikanske tv-station CNBC.

Herb Kellerhers største fokus i sit virke med at forme og udvikle Southwest Airlines var forholdet til medarbejderne. Hans filosofi bestod i, at hvis man behandlede medarbejderne godt, ville det gavne alle i sidste ende.

“Ansatte kom i første række. Ansatte først, kunder næst, og aktionærer til sidst. Hvis medarbejderne behandler kunden godt, kommer kunden tilbage, og det gør aktionærerne glade. Det er simpelt. Det er ikke en konflikt, det er en kæde,” forklarede Herb Kelleher.

Stille og roligt voksede Southwest Airlines sig stort. Flyselskabet voksede ud over Dallas Love Field og Texas’ grænser, og der blev oprettet et væld af ruter og købt mange fly. Succesen var mærkbar. Herb Kelleher blev beundret i hele verden – også i Europa – for sit store overskud og sin vellidte personlighed.

Revolutionerede branche
Herb Kelleher var øverste chef i Southwest Airlines indtil år 2008, men selv efter sin tilbagetræden forblev han kernen i flyselskabets kultur. Han fandt sin efterfølger i Gary Kelly, der i dag fortsat er koncernchef i det amerikanske lavprisflyselskab. Og den øverste chef er fuld af lovord om grundlæggeren.

”Herb var en livslang mentor og ven, og en af de største glæder i mit liv har været at arbejde sammen med Herb i over 30 år. Hans aftryk på flyindustrien og alle de, han omgikkes med, har været dybtgående. Hans vision med at gøre flytransport billigt for alle revolutionerede branchen, og man kan stadig se, at transformationen finder sted i dag,” siger Gary Kelly i en erklæring.

”Han inspirerede folk, han motiverede folk, han udfordrede folk. Og han lod os have det sjovt hele vejen. Han var en usædvanligt begavet mand med et enormt hjerte og kærlighed til mennesker – alle mennesker.”

Lufthavnsvej omdøbt til ære for Kelleher
Det solide aftryk, Herb Kelleher har sat på sine medarbejdere og omverdenen, har også udmøntet sig i en udødeliggørelse. Den amerikanske pioner fik således i juni 2011 opkaldt en vej efter sig. Byen Dallas omdøbte således vejen ind mod terminalen i Dallas Love Field, så den for fremtiden hedder Herb Kelleher Way.

”Denne meget venlige gestus forventede jeg aldrig i selv mine vildeste drømme. Og jeg har haft nogle virkelig vilde drømme. Da jeg hørte om det, kontrollerede jeg min puls for at sikre, at jeg stadig levede, fordi jeg troede, at gaderne kun blev dedikeret til én, efter at man var død,” udbrød Herb Kelleher i forbindelse med vejnavnets afsløring.

Southwest Airlines havde tre fly og to ruter ved begyndelsen i 1971. Siden er sket meget. Rigtig meget. Verdens største lavprisflyselskab har i dag 750 fly og 99 destinationer. Flåden består af 513 Boeing 737-700, 207 Boeing 737-800 samt 30 Boeing 737 MAX 8. På ordrelisten står i øjeblikket desuden 30 Boeing 737 MAX 7 og 230 Boeing 737 MAX 8.

Herb Kelleher fortalte i et interview med CNBC i 2017, at Southwest Airlines sandsynligvis er omkring 20 milliarder dollars værd – eller hvad der svarer til 130 milliarder kroner. Flyselskabet blev stiftet for 500.000 dollars.

 

Relaterede artikler:

Southwest Airlines på juleshopping hos Boeing

Southwest-kaptajn har fortid som jagerpilot

Southwest-piloter vil stoppe Norwegian

Slut med peanuts hos Southwest Airlines