Fem år med forretningsrejsemagasin

Den danske udgave af rejsemagasinet Business Traveller kan i disse dage fejre fem års jubilæum. Trods den hårde konkurrence blandt rejsemedierne har de to ejere bag magasinet samlet skabt et nettoverskud på over en halv million kroner i den relativt korte historie som bladudgivere.

Siden april måned 2006 er rejsemagasinet Business Traveller udkommet 6 – 8 gange årligt i et oplag på 10.000 eksemplarer pr. gang.

Seneste udgave af Business Traveller er netop udkommet, og det er 5-års jubilæumsudgaven, der markerer udgivelse nr. 37 i rækken.

Bag selskabet Business Traveller Denmark ApS står Michael Bøjes og Morten Egelund med hver en ejerandel på 50 procent. Michael Bøjes har ansvaret for det redaktionelle, mens Morten Egelund, som registreret direktør har ansvaret for økonomi og administration.

Udover at have haft succes med stigende oplag, er det også lykkedes for indehaverne at skabe overskud. Samlet set er det blevet til et nettoverskud på over en halv million kroner i de fire regnskabsår, der indtil videre er afsluttet.

“Vi klapper os selv lidt på skulderen, for mens mange trykte medier i samme periode har lidt bladdøden i en ubarmhjertig udgiverbranche, så har Business Traveller kæmpet sig igennem rækken af kriser,“ siger Michael Bøjes.

De seneste par år har nemlig ikke nødvendigvis været nogen dans på roser. Finanskrise, høje priser på flybrændstof og en islandsk askesky skabte økonomiske problemer hos udbyderne af erhvervsrejser samt flyselskaberne.

Men det har ikke fået Business Traveller til at give op – tværtimod. “Heldigvis har andre og nye annoncører fundet vores målgruppe interessant – og det med god grund.“

Målgruppen er netop forretningsrejsende. Det er læsere, der ofte flyver og overnattter på hotel, ogsom deltager i mange møder og jævnligt er at finde ved konferenceri selskab med den uundværelige mobiltelefon og bærbar PC.

Ifølge Business Traveller bruger målgruppen i gennemsnit 24 minutter på at læse en udgave af bladet, og næsten 93 procent af alle læsere befinder sig ombord i et fly, på et hotelværelse eller sidder i en business-lounge og læser magasinet.

For af et oplag på 10.000 er en relativt begrænset del i abonnement. Resten af oplaget distribueres på en række større hoteller, i airport lounges samt gennem en række flyselskaber, der har bladet som tilbud til flypassagererne udover de traditionelle dagblade og aviser.

Succesen har fået Business Traveller til at øge oplaget med 15 procent fra jubilæumsudgaven og fremad. “Efterspørgslen er dog større endnu, og vi øger derfor oplaget yderligere indenfor det kommende år,“ siger Michael Bøjes.