- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fem flyruter til ny svensk lufthavn

Flyselskabet BRA starter til vinter fem ruter til den nye Scandinavian Mountains Airport nær skisportsområderne Sälen og Trysil.

Om fem måneder åbner den nye svenske lufthavn Scandinavian Mountains Airport, som ligger ved den norsk-svenske grænse i Dalarne tæt på de store alpine skiområder Sälen i Sverige og Trysil i Norge.

Det svenske flyselskab BRA – Braathens Regional Airlines – bliver den første operatør på den nye lufthavn og har netop annonceret fem nye svenske indenrigsruter til lufthavnen.

Sæsonruter frem til udgangen af marts
BRA vil fra søndag den 22. december flyve én gang om ugen fra henholdsvis Stockholm Bromma, Ängelholm-Helsingborg Lufthavn og Malmø Lufthavn til Scandinavian Mountains Airport.

Fra den 9. januar 2020 tilføjes yderligere en ugentlig forbindelse fra Ängelholm-Helsingborg på torsdage og fra den 16. januar 2020 også en ekstra ugentlig frekvens fra Stockholm Bromma – ligeledes med afgang torsdag.

Fra søndag den 26. januar 2020 flyves der også en gang om ugen til Scandinavian Mountains Airport fra Gøteborg Landvetter og fra Växjö Lufthavn.

Ruterne fra Malmø, Gøteborg og Växjö flyves frem til den 22. marts 2020, mens ruterne fra Stockholm Bromma og Ängelholm-Helsingborg flyves indtil den 26. marts 2020.

Fire af ruterne vil blive betjent med ATR72-600 turboprop-fly, mens der på ruten fra Malmø flyves med Avro RJ100-jetfly.

2.500 meter lang landingsbane
Scandinavian Mountains Airport ligger mindre end en times kørsel til kendte svenske skisportssteder som Tandådalen, Hundfjället, Lindvallen, Högfjället, Stöten og Kläppen samt norske Trysil.

Den nye lufthavn opføres i det område, hvor Sälens flyveplads tidligere lå. Den etableres og ejes i fællesskab af en række lokale erhvervsvirksomheder.

Scandinavian Mountains Airport får en 2.500 meter lang og 45 meter bred landingsbane, hvilket muliggør trafik med de mest almindelige typer af mellemdistancefly, som eksempelvis Boeing 737 eller Airbus A320.

Lufthavnens 6.000 kvadratmeter store terminal får kapacitet til at håndtere fire fly på samme tid, og udstyres med faciliteter som restaurant, taxfreeshop og butikker, ligesom der etableres grænse- og toldkontrol.

 

Relaterede artikler:

Ny skandinavisk lufthavn får IATA-koden SCR

BRA overtager endnu en svensk rute

BRA klar til at overtage to Nextjet-ruter