- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Fem svære måneder for Aarhus Lufthavn

Starten på vintertrafikprogrammet 2019/20 i Aarhus Lufthavn har ikke været den bedste. En tilbagegang i passagertallet på 8,8 procent er skuffende, når man tager lufthavnens ambitioner i betragtning.

Men det er en tendens, der startede tilbage i august måned, og som har udsigt til at være vedvarende indtil udgangen af marts, hvor sommertrafikprogrammet tager over. Selv angiver lufthavnen, at det er fraværet af ruter, der var i drift i samme periode sidste år, der er årsag til det relativt markante passagertab.

Det gælder blandt andet ruterne til Berlin og Gøteborg samt færre afgange til München. Til gengæld er de manglende München-flyvninger i stedet blevet til en Manchester-rute, men det har tilsyneladende ikke haft en positiv påvirkning af passagertallet.

Afviser flyskam trods færre indenrigspassagerer
Det er således udenrigsflyvningerne, der har svigtet, for lufthavnen hævder, at der ikke er nogen tilbagegang i antallet af indenrigspassagerer. I hvert fald, hvad angår november måned.

”Aarhus Airport oplever ikke nogen tendens til, at danskerne flyver mindre på indenrigsruterne. Vi kender til mediernes fortælling om, at flyskam skulle nedsætte flyvelysten indenrigs, men det er ikke det billede, tallene viser. Passagertallet for indenrigsruterne er uændret i Aarhus Airport, og vi erfarer ikke svenske tilstande, hvor landets faldende antal indenrigsflyvninger kobles direkte sammen med flyskam,” siger direktør i Aarhus Lufthavn, Peer H. Kristensen.

Lufthavnsdirektørens analyse er dog en sandhed med modifikationer, for i årets 10 første måneder har Aarhus Lufthavn indrapporteret 149.613 indenrigspassagerer til Trafikstyrelsen mod 154,281 i samme periode sidste år. Det svarer til 4.668 færre passagerer og en tilbagegang på 3,0 procent.

God kapacitetsvækst i 2020
Den vækstrejse, der skal bringe Aarhus Lufthavn fra 486.000 passagerer i 2018 til 1.500.000 passagerer i 2024, har derfor endnu ikke helt taget fart endnu. Ved udgangen af 2019 forventes Aarhus Lufthavn stadig at være under de magiske 500.000 passagerer, da det skønnes at omkring 495.000 vil have passeret gennem terminalen i å

En øget kapacitet fra sommertrafikprogrammet 2020 giver optimisme i den østjyske lufthavn, hvor der ventes en noget større vækst, end det har været tilfældet for hele 2019.

“Med ruteudvidelser og øget kapacitet på flere ruter er udsigten for den fremtidige vækst fornuftig,” siger Peer H. Kristensen.

Fra slutningen af marts næste år vil  SAS næsten fordoble kapaciteten til Stockholm-Arlanda samt skrue op for afgangene til Málaga og Palma de Mallorca. Herudover kommer SAS med to nye sommerruter til Alicante og Chania (Kreta) samt flere afgange på indenrigsruterne. Endelig vil Ryanair øge fra to til tre ugentlige afgange til Gdansk, mens DAT rykker ind i lufthavnen med en sommerrute til Bornholm.

Til gengæld lukker SAS ruterne til München og Manchester, ligesom betjeningen af Faro og Rom ikke vil vende tilbage i 2020.

 

Relaterede artikler:

Første DAT-rute fra Aarhus Lufthavn

Aarhus Lufthavn: Et meget udfordrende marked

SAS med halvtomme feriefly fra Aarhus Lufthavn