Peer H. Kristensen, adm. direktør i Aarhus Lufthavn. (Foto: Anne Kring)

Aarhus Lufthavn: Et meget udfordrende marked

Trods en ambitiøs vækststrategi oplevede Aarhus Lufthavn en samlet tilbagegang i det syv måneder lange sommertrafikprogram. Venter at væksten vender tilbage i 2020.

Siden Aarhus Lufthavn i april fik Staus A/S som ny privat investor, er der ikke sket den nødvendige udvikling i passagertallet.

Det er på trods af, at den nye private medejer af den østjyske lufthavn har lanceret en ambitiøs strategi, der skal øget passagertallet fra 486.166 passagerer i 2018 til 1,5 millioner i løbet af blot fem år. Men lige nu står lufthavnen i stampe.

Den positive udvikling fra årets tre første måneder fulgte ikke med i sommertrafikprogrammet. Fra den 1. april til den 31. oktober rejste 316.921 passagerer gennem Aarhus Lufthavn, og det var 1,2 procent færre end i samme periode året før.

Isoleret set var tilbagegangen i oktober på hele 5,0 procent, da lufthavnen tabte 2.567 passagerer og landede på 48.644.

”Tallene for oktober viser, at vi er i vækst samlet set i år midt i et meget udfordrende marked, der har presset luftfartsindustrien. Med det rette strategiske fokus og god forretning er det lykkedes at sikre yderligere kapacitet og nye ruter til næste år, hvilket forventeligt vil bidrage til en fortsat positiv vækst. Dertil har vi formået at løfte charterforretningen med endnu en markant stigning i passagervæksten for charterflyvninger i oktober sammenlignet med sidste år,” siger direktør i Aarhus Lufthavn, Peer H. Kristensen.

Chartertrafikken forhindrede styrtdyk
Det er således charterflyvningerne, der har reddet sommersæsonen, da der har ikke været den forventede udvikling i rutetrafikken. Det er Århus Charters flyvninger til Kreta og Zakynthos, der blev flyttet fra Aalborg Lufthavn, der har æren herfor.

Men det er alligevel rutetrafikken, som Aarhus Lufthavn sætter sin lid til i forhold til den nødvendige passagerudvikling. SAS vil i sommertrafikprogrammet 2020 tredoble kapaciteten på de spanske ruter og åbne to nye ruter til henholdsvis Alicante og Chania (Kreta). Der bliver også flere afgange på SAS-ruterne til København og Stockholm. Til gengæld forsvinder ruterne til Faro, Manchester, München og Rom.

Indtil sommertrafikprogrammet går i gang den 29. marts 2020, må Aarhus Lufthavn i mellemtiden glæde sig over, at easyJet er vendt tilbage på ruten til London-Gatwick.

”EasyJets genåbning af ruten giver østjyderne endnu flere muligheder for at rejse til London. Gatwick-Aarhus er en strategisk vigtig rute, da Gatwick er en meget populær lufthavn, der giver nem og hurtig adgang til London for både ferierejsende og forretningsrejsende. Samtidig er det et klart signal om, at easyJet ser et stort potentiale i Østjylland, når flyselskabet vælger at flyve fra Aarhus Airport, som den eneste lufthavn i Jylland,” lyder det fra lufthavnsdirektøren.

 

Relaterede artikler:

SAS med halvtomme feriefly fra Aarhus Lufthavn

Færre passagerer i Aarhus Lufthavn i august

Gastronomi skal lokke kunder til Aarhus Lufthavn