- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Finnair vil købe 20 elektriske fly

Finnair har ambitioner om at købe 20 elektriske fly fra det svenske selskab Heart Aerospace. Elflyet forventes at være klar til de første kommercielle flyvninger i 2026.

Coronapkrisen har det seneste års tid fyldt det meste hos alverdens flyselskaber, men arbejdet for at gøre luftfarten mere klimavenlig har stadig fokus rundt omkring.

Senest har Finnair annonceret interesse for at styrke den grønne omstilling ved at underskrive et såkaldt ”Letter of Interest” – en interessetilkendegivelse – med den svenske virksomhed Heart Aerospace. Den ikke-bindende aftale indebærer køb af op til 20 elektriske passagerfly af typen ES-19, som i øjeblikket er under udvikling.

Flyet vil blive produceret med 19 sæder, og det bliver ideelt til brug på korte ruter. Hvis alt går efter planen, vil flyet kunne sættes i kommerciel rutefart allerede fra 2026.

”Finnair mener, at elektriske fly vil være et af redskaberne til flyvningens fremtid. Det vil bidrage til at fremme ansvarlig og bæredygtig luftfart, især på korte ruter, i en æra, hvor klimaændringer i stigende grad vil dominere dagsordenen. Vi ønsker at være aktivt involveret i udvikling og implementering af nye teknologier, der muliggør kulstofneutral flyvning,” siger Anne Larilahti, bæredygtighedschef i Finnair.

Rækkevidde på 400 kilometer
ES-19 fra Heart Aerospace får en rækkevidde på 400 kilometer og bliver i stand til at lette fra en startbane på 800 meter. I løbet af flyets levetid vil det – efter et konservativt skøn – formentlig kunne oplades fuldt ud 1.000 gange, men det vil sandsynligvis skulle oplades efter hver flyvning.

”Finnairs klimamål er blandt de mest ambitiøse i luftfartsindustrien, og vi mener, at vores elfly kan spille en vigtig rolle i at skabe regionale rejser uden kulstofudledning,” siger Anders Forslund, administrerende direktør i Heart Aerospace.

”Vi har arbejdet tæt sammen i Nordic Network i nogen tid. Vi er meget imponeret over Finnair-teamets dedikation og engagement, og vi er taknemmelige for deres støtte, mens vi tager de næste skridt i udviklingen og certificeringen af ​​ES-19.”

Anders Forslund henviser til Nordic Network for Electric Aviation (NEA), der har flere medlemmer inden for luftfart på tværs af de nordiske lande. Foruden Finnair og Heart Aerospace tæller netværket blandt andet SAS, Air Greenland, Icelandair og BRA. Formålet er, at flyselskaber og andre luftfartsrelaterede selskaber kan samarbejde om at fremme udviklingen af elektrisk luftfart.

Widerøe kan også have elfly i 2026
Finnair har forpligtet sig til at halvere sin kulstofudledning inden udgangen af 2025, og herudover stiler flyselskabet mod at blive CO2-neutralt i 2045. Finnair vil opnå dette ved blandt andet at optimere brugen af flybrændstof og køb af bæredygtigt brændstof.

Hvis Finnair får et elektrisk fly i drift allerede om fem år, vil det opfylde forudsigelserne fra Henri Hansson, der er teknisk direktør hos den finske lufthavnsoperatør, Finavia. I slutningen af januar 2020 udtalte han, at Finland sandsynligvis vil have sit første elektriske fly på en indenrigsrute i slutningen af 2020’erne. Finavia er i øvrigt også en del af NEA.

Også i Norge kan det første fuldelektriske passagerfly være på vingerne i 2026. Det norske flyselskab Widerøe indgik tidligere i marts en aftale med Rolls-Royce og Tecnam om at sætte skub i udviklingen af P-Volt. Det er et elektrisk fly med 11 sæder, der ligeledes bliver ideelt til brug på korte baner.

 

Relaterede artikler:

Elektriske indenrigsfly i Finland inden 10 år

Nyt nordisk samarbejde om elfly

Svensk start-up vil lancere 19-personers el-fly

Widerøe kan være klar med elfly i 2026