(Foto: Finavia )

Finsk lufthavn lukker

I den kommende sommer lukker den sydfinske lufthavn i Turku i fire uger, fordi landingsbanen skal have ny belægning.

Der bliver stille i Turku Lufthavn til sommer. Fra den 30. juni og fire uger frem, til den 27. juli, skal landingsbanen have en ny belægning, og det betyder, at alle flyselskaber må indstille deres trafikprogram til og fra lufthavnen.

Lufthavnen har i alt syv ruter, der foruden indenrigsruten til Helsinki også tæller SAS-ruterne til København og Stockholm.

Imens rutelukningerne står på, er der hverken hos SAS eller Finnair planer om at yde bustransport mellem Turku og Helsinki, der er den nærmeste alternative lufthavn. Rejsende må derfor selv arrangere bil- eller togtransport mellem Turku og Helsinki. Fra Helsinki flyves der op til 11 gange dagligt til København i juli måned.

Rejsen mellem Turku og Helsinki tager 1 time og 40 minutter i bil, imens den med tog kan klares på to timer. Rejser med tog skal dog tillægges transfer, da Helsinki Lufthavn endnu ikke har nogen togstation. Alternativt findes der også færgen mellem Stockholm og Turku. Overfarten tager elleve timer og passerer igennem de smukke skærgårde, som omgiver kysterne ved både Stockholm og Turku.

Vigtig fragtlufthavn
Hos SAS vil sidste afgang til Turku således være den 29. juni kl. 9:55 fra København og 14:45 fra Stockholm. Flyvninger genoptages på åbningsdagen den 30. juli.

Turku Lufthavn drives af det statsejede Finavia og havde sidste år 324.667 rejsende. Lufthavnen oplevede i 2013 en passagernedgang på 28,6 procent forårsaget af Ryanairs beslutning om at lukke alle ruter fra lufthavnen. Ryanairs entré i 2012 var medvirkende til, at Turku Lufthavn i 2012 havde en passagerfremgang på 27 procent.

Turku Lufthavn er næstefter Helsinki, Oulu, Tampere og Rovaniemi den femtestørste lufthavn i Finland målt på antal rejsende. Udover de syv passagerruter har lufthavnen også fragt-ruter til Göteborg i Sverige, Tallinn i Estland og Liège i Belgien. Lufthavnen er hub for fragtfirmaet TNT, hvilket har bidraget til at gøre Turku til Finlands næststørste fragtlufthavn, hvor Helsinki Lufthavn er den største.

Foto: Turku Lufthavn