- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fire nye Lufthansa-ruter i 2020

Lufthansa har løftet sløret for fire nye europæiske ruter i sommertrafikprogrammet 2020. Ruterne går til Frankrig, Hviderusland, Spanien og Storbritannien.

Selvom flyselskaberne for få dage siden har taget hul på vintertrafikprogrammet 2019/20, så er man allerede klar med de første nye ruter til sommerens trafikprogram, der træder i kraft den sidste søndag i marts næste år.

Lufthansa kunne i dag løfte sløret for fire nye ruter, hvoraf to udgår fra Frankfurt og de to andre fra München.

Fra Frankfurt vil Lufthansa den 30. marts 2020 åbne en rute til Bristol i det sydvestlige England. Der er tale om en helårsrute med to daglige afgange betjent med en Embraer E190. Med afgang fra Frankfurt kl. 08.20 og 16.30 vil det kun være muligt for skandinaviske passagerer at benytte eftermiddagsafgangen samt returflyvningen på morgenafgangen. Det hænger sammen med, at de første fly fra Skandinavien ikke ankommer tidsnok til at nå Bristol-flyet.

Rennes i Frankkrig er også en ny destination fra Frankfurt. Hovedbyen i Bretagne, i det nordvestlige Frankrig, vil blive betjent tre gange om ugen med Bombardier CRJ900. Der flyves på tirsdage, torsdage og lørdage, og her vil der være gode tilslutningsmuligheder til og fra Skandinavien.

Lørdagsruter fra München
De to nye ruter fra München Lufthavn er det man kalder lavfrekvente ruter, hvilket vil sige med én ugentlig afgang i hver retning.

Fra den 4. april flyver Lufthansa hver lørdag fra München til Jerez de la Frontera i Spanien. Her er det en Airbus A320, der udgår fra München kl. 12.25 med ankomst kl. 15.25 i sherryens hjemby i Andalusien. Returflyvningen finder sted kl. 16.10, hvorefter flyver er tilbage i München kl. 19.10.

En anden ny rute fra München går til Minsk i Hviderusland, og her er der tale om et comeback, da ruten tidligere har været en del af den sydtyske lufthavns rutenetværk. Lufthansa vil flyve hver lørdag kl. 14.50 til Minsk, hvor CRJ900-flyet vil ankomme kl. 18.00 lokal tid i den hviderussiske hovedstadslufthavn. Returflyvningen afgår fra Minsk kl. 18.55.

Minsk-ruten fra München supplerer de to daglige Lufthansa-flyvninger, der året rundt udgår fra Frankfurt Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Syv nye Lufthansa-ruter på vej

Otte nye Lufthansa-ruter

Ni nye europæiske Lufthansa-ruter