Fjerde gang var lykkens gang

Der skulle fire fly til før et svensk regionalflyselskab kunne få passagerer på en flyvning fra Stockholm afsted.

Tredje gang er lykkens gang. Sådan lyder et gammelt ordsprog. Men det viste sig mandag ikke at holde stik for det svenske regionalflyselskab Nextjet. Her kom passagererne på en flyvning fra Stockholm Arlanda til Visby på den svenske ø Gotland først afsted i fjerde forsøg.

Det startede med at et British Aerospace ATP-turbopropfly med registreringsbogstaverne SE-MAL lettede fra Stockholm Arlanda Lufthavnens bane 19R. Efter få minutters flyvning satte flyets højre motor imidlertid ud. Piloterne valgte at gå tilbage til Arlanda og landede 22 minutter efter starten på lufthavnens bane 26.

Motorer ville ikke starte
Et nyt fly blev gjort klar, men kunne dog ikke blive klar nok til at kunne komme i luften. Tekniske problemer gjorde, at flyet heller ikke kunne bruges til at bringe passagererne til Visby. Et tredje fly kom på banen og gjorde klar til at gå i luften. Men så måtte piloterne erkende, at motorerne ikke ville starte. Og så kan det være lidt svært at få et passagerfly i luften.

Et fjerde fly kom til undsætning og denne gang lykkedes det at få luft under vingerne og sætte kursen mod Visby. En flyvetur, der normalt er planlagt til at tage 45 minutter og hvor Nextjet bruger en blanding af ATP-fly og SAAB 340-fly.

SE-MAL fotograferet i Stockholm Arlanda i 2009. Foto: Wikimedia Commons.