Flere flyselskaber klar til Cypern

To flyselskaber åbner baser på Cypern og flere andre øger også deres betjening af Cypern efter Cyprus Airways’ konkurs.

Den enes død er den andens brød. Sådan lyder et gammelt ordsprog, som er meget passende for det, der sker lige nu på Cypern i kølvandet på Cyprus Airways’ konkurs for bare få dage siden. Et selskab går i luften med nye ruter allerede i dag – 10 dage efter konkursen. Flere andre flyselskaber har annonceret, at de i de kommende måneder ruster kraftigt op på ruter til og fra Larnaca på Cypern.

Fredag den 9. januar måtte Cyperns nationale flyselskab dreje nøglen om, da EU’s konkurrencekommissær Margrethe Vestager dikterede, at Cyprus Airways skulle betale næsten 500 mio. kroner tilbage, som selskabet for tre år siden havde modtaget i statsstøtte fra den cypriotiske regering.

Det har fået flere konkurrerende flyselskaber til at handle hurtigt og annoncere oprustninger på eksisterende ruter og åbning af helt nye ruter. Mest fremme i skoene er bulgarske Blue Air, der i dag mandag begynder at flyve en gang dagligt på alle ugens dage mellem Larnaca og Grækenlands hovedstad Athen samt tre gange om ugen mellem Larnaca og Grækenlands næststørste by Thessaloniki.

Blue Air stationerer et Boeing 737-fly på øen. Bedømt ud fra fartplanerne for de to nye ruter, så vil der være plads til at udnytte flyet til yderligere en række nye ruter.

Base med fire fly
Det græske Star Alliance-medlem Aegean Airlines åbner den 29. marts en decideret base i Larnaca med fire Airbus A320-fly.

Flyene skal bruges til at åbne syv nye ruter til en række store destinationer i Europa og Mellemøsten. Planen er at flyve dagligt til Tel Aviv og London Heathrow, fire gange om ugen til Beirut, tre gang om ugen til Paris Charles de Gaulle og to gange om ugen til Rom, Milano Malpensa og München. Desuden vil selskabet genåbne sin rute til Kiev med tre ugentlige flyvninger.

Et kig på fartplanerne for de otte ruter viser, at der også her er rum til at udnytte flyene til yderligere mindst 2-3 nye ruter. Efter Olympic Airlines’ konkurs for år tilbage er Aegean Airlines de facto Grækenlands flag carrier og flyver allerede i dag mellem Athen og Larnaca.

Britisk koloni
Et andet selskab, der også benytter sig af Cyprus Airways’ død, er British Airways. Briterne indsætter en tredje returflyvning på sin rute fra London Heathrow til Larnaca.

Det irske lavprisselskab Ryanair har også meddelt, at de agter at øge deres tilstedeværelse på Cypern. Selskabet forhandlede i efteråret 2014 faktisk intensivt med den cypriotiske regering om at overtage Cyprus Airways. Men det løb ud i sandet. I stedet tilbød Ryanair at hjælpe strandede passagerer, da Cyprus Airways drejede nøglen om.

EasyJet og Norwegian flyver til øen fra Londons Gatwick Lufthavn. Airberlin samt en stribe russiske flyselskaber flyver også til øen.

Cypern, der ligger i Middelhavet syd for Tyrkiet og tæt på Israel, er en tidligere britisk koloni og et yndet feriemål for mange briter. Øen blev selvstændig i 1960 og har fortsat venstrekørsel som i Storbritannien.