- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Flere sæder i airBaltics A220-fly

Fremover bliver der plads til flere rejsende på flyvninger med airBaltic, da selskabets fly er blevet certificeret til at kunne flyve med flere sæder end hidtil.  

Selv få ekstra sæder kan gøre en forskel, når flyselskaberne udregner økonomien på de enkelte flyvninger. Når kapaciteten øges, betyder det nemlig, at der kan sælges flere billetter til en given afgang.

Det lettiske flyselskab airBaltic kan derfor glæde sig over, at selskabets flåde af relativt nye Airbus A220-300-fly er blevet certificeret sådan, at flyene i fremtiden må have 149 sæder i stedet for de 145, som hidtil har været maksimumsgrænsen.

Siden 2020 har flyselskabet udelukkende benyttet A220-300’erne fra den europæiske flyproducent Airbus, og airBaltic råder i øjeblikket over en flåde bestående af i alt 33 fly af typen, der har en gennemsnitsalder på 2,8 år.

Frigør blokerede sæder
Koncernchef Martin Gauss fra airBaltic fortæller, at selskabet allerede har fået leveret det første fly, der har en kabinekonfiguration, som matcher med den nye certificering. Nu er det planen, at resten af flåden gradvist vil blive tilrettet.

“I slutningen af februar modtog vi vores første Airbus A220-300-fly, som er certificeret til at operere med op til 149 sæder. Indtil nu har vi kun kunne benytte 145 sæder på flyet, men fremover vil også den eksisterende flåde blive justeret, så den ekstra kapacitet kan bruges. Det vil øge effektiviteten af vores operationer yderligere.”

Ifølge airBaltic består ændringerne i, at der justeres i kabinekonfigurationen på de enkelte A220-300’ere. I tillæg hertil skal der også frigøres en række sæder, der tidligere har været blokeret, da flyene er indrettet med flere pladser, end den daværende certificering tillod.

En del må nøjes med 148 sæder
Indtil videre har flyselskabet færdiggjort arbejdet på fem fly i flåden, mens resten løbende vil blive ændret frem mod sommeren 2023, hvor airBaltic forventer at alle selskabets fly er klar til at kunne medbringe flere passagerer.

Flyselskabet oplyser desuden, at på grund af kabinekonfigurationerne vil tyve af A220-300-flyene blot få tre ekstra pladser, hvilket betyder, at der vil være 148 sæder på disse fly, mens tolv andre fremover vil være udstyret med alle 149 sæder.

Derudover fortælles det, at alle de fly, som airBaltic får leveret i 2022 og frem til begyndelsen af 2024, vil være indrettet sådan, at de har 148 sæder. Flyselskabet er desuden meget tilfredse med valget af A220-300-flyene, da flyene både er brændstofeffektive og har en god ydeevne, lyder det.

 

Relaterede artikler:

SAS vil indgå langtidskontrakt med airBaltic

Emirates og airBaltic i samarbejde

Flere passagerer og flere fly til airBaltic