Flest billige storbybilletter fra København

De billigste billetter til de europæiske storbyer omkring Kristi Himmelfartsdag fås hovedsageligt hvis afrejselufthavnen hedder København.

De korte afstande i Danmark og gode togforbindelser til Københavns Lufthavn gør det attraktivt at vælge en anden afgangslufthavn end den, der ligger nærmest, hvis man planlægger en miniferie i forbindelse med Kristi Himmelfartsdag.

For der kan være mange penge at spare, hvis man gider, at køre lidt længere end normalt inden man går ombord på flyet.

Det er rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk, der har set på flypriserne fra et udvalg af danske lufthavne til 10 europæiske storbyer foretaget med afrejse i uge 20, der er Kristi Himmelfartsugen fra 14. – 20. maj.

Et stigende antal udenlandske flyselskaber i de jyske lufthavne, har betydet mange nye direkte ruter til de europæiske metropoler. Men Københavns Lufthavner i de fleste tilfælde lufthavnen med de billigste billetter.

Hvis turen i Kristi Himmelfarts-dagene går til Amsterdam er bedste tilbud med Norwegian fra København eller KLM fra Hamborg. Her kan billetprisen holdes under 1.000 kr., mens der skal betales mellem 300 og 650 kr. mere per person, hvis rejsen skal foregå fra en af de tre jyske udenrigslufthavne.

Når destinationen er Barcelona er det vigtigt at afgøre, om det er ferie i den spanske storby eller ved Costa Brava. Et det storbyferie, er spanske Vueling billigst fra Hamborg med en billetpris på 1.042 kroner, mens det dobbelte skal betales med samme selskab fra Aalborg.

Er destinationen Costa Brava, er Ryanair det oplagte valg fra enten Billund eller Aarhus, idet selskabet flyver til Girona-Costa Brava Airport for mellem 550 og 750 kr. Girona-Costa Brava Airport ligger ca. 100 km. nord for Barcelona.

Koste det dobbelte
Den tyske hovedstad, Berlin, ligger ikke langt fra København. Her er easyJet billigst med en returpris på 347 kr., mens Norwegian fra Aalborg klarer turen frem og tilbage for 770 kr. Men fra Aarhus, Billund og Hamborg kan rejsen let koste det dobbelte. Helt op til 1.674 kroner fra Billund Lufthavn.

Konkurrencen til London er stor, hvorfor billetterne ofte er billige. Fra København er easyJet også her prisledende med 454 kr. for en returbillet, mens Ryanair fra Aarhus og Billund vil nøjes med 162 kroner. At rejse direkte fra Aalborg med Norwegian er tilsyneladendeen dårlig idé, idet der her skal betales 1.333 kr.

Hvis valget er faldet på Oslo er det lokale Norwegians ruter fra enten København eller Billund at foretrække. Her vil prisen være mellem 770 og 920 kr. Vælger man i stedet at rejse fra Aarhus med Ryanair, kommer prisen helt ned på 118 kroner. Men til gengæld flyves der til Rygge-lufthavnen ca. 100 km syd for Oslo.

Paris dyr i foråret
Byernes By, Paris, er en relativ dyr destination i forårsmånederne. Billigst er easyJet fra København med 1.174 kr. for en returbillet, eller Air France-KLM fra Hamborg for en merpris af 100 kr. Til Paris skal man ikke overveje at flyve fra Aarhus Lufthavn, idet prisen vil være fordoblet til over 2.300 kr.

Der er to store vindere på flyrejserne til Rom. Cimber Sterling er billigst fra København med en returbillet for blot 997 kr. Her flyves til Fiumicino-lufthavnen, mens Ryanair fra Billund flyver til Ciampino, hvor prisen til gengæld er helt nede på 795 kr. Igen er rejsemulighederne fra Aarhus og Aalborg dobbelt så dyre.

Er destinationen Stockholm, så er valget ganske klart. Det norske lavprisflyselskab Norwegian kan tilbyde en returbillet fra København til 575 kr. Alle andre rejsemuligheder fra Danmark eller Hamborg koster op imod det tredobbelte.