- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fly voldsomt beskadiget af hagl

Lyn og hagl medførte alvorlige skader på Bombardier Dash 8-300, som fløj ind i voldsomt tordenvejr under indenrigsflyvning.

At flyve ind i et stormvejr med lyn og hagl er ikke usædvanligt i civil luftfart, selv om piloter typisk prøver at styre flyene uden om voldsomme tordenstorme. Det lykkedes imidlertid ikke for piloterne på en indenrigsflyvning i det afrikanske land Zambia, og det fik alvorlige konsekvenser for flyet.

Hændelsen fandt sted mandag i denne uge, da et Bombardier Dash 8-300-turbopropfly fra selskabet Proflight Zambia midt på eftermiddagen gennemførte en ruteflyvning fra Livingstone – byen ved de berømte vandfald Victoria Falls – til Zambias hovedstad Lusaka.

Ramt af lyn under nedstigning
Dash-8-flyet med 41 passagerer og fem besætningsmedlemmer om bord var i den første nedstigning mod Kenneth Kaunda International Airport i Lusaka, da det fløj ind i et voldsomt tordenvejr. Flyet blev ramt af lyn og kraftige hagl, som medførte alvorlig turbulens og fik flyet til hurtigt at tabe højde.

Flyet formåede dog at komme fri af tordenvejret, og det landede sikkert i lufthavnen i Lusaka. Ingen personer kom til skade ved hændelsen, men flyet fik betydelige skader – muligvis så alvorlige skader, at det ikke kan repareres, skriver The Aviation Herald.

”Faldt som en sten”

En passager rapporterede, at flyet efter et lynnedslag “faldt som en sten”, mens kabinetrykket hurtigt skiftede og medførte smerter i ørerne. Den samme passager bemærkede, da han forlod flyet, at flyets næseparti var voldsomt beskadiget, begge forruder i cockpittet var revnet, ligesom haleplanet og den inderste del af vingerne havde skader.

25 år gammelt fly
Dash 8-300-flyet med registreringen 9J-PZB er næsten 25 år gammel og blev oprindeligt leveret til Great China Airlines. Det fløj i 16 år for taiwanske UNI Airways og har siden 2014 haft forskellige operatører, inden det blev overtaget af Proflight Zambia i oktober sidste år.

Iflge Proflights er flyet nu taget ud af drift og det vil gennemgå en større reparation, inden det igen skal indsættes i drift.

Proflights flåde består foruden den ene Dash-8-fly af et Bombardier CRJ200, tre Jetstream 4100 og to Cessna C208. Selskabet driver en række ruter fra Lusaka til destinationer i Zambia samt til Johannesburg og Durban i nabolandet Sydafrika og til Lilongwe – hovedstaden i nabolandet Mali. Selskabet blev etableret i 1991 og har cirka 200 medarbejdere.

 

Relaterede artikler:

A380 beskadiget af kraftig haglstorm

Passagerfly forulykket ved landing i russisk OL-by

ATR-fly skadet efter landing i ekstremt farligt vejr