En ATR 72-500 fra det iranske flyselskab Iran Aseman Airlines. Foto: Aeroprints.com

ATR-fly skadet efter landing i ekstremt farligt vejr

Et ATR72-fly fra Iran Aseman Airlines fik flere skader, efter kaptajnen valgte at lande i den iranske hovedstad, Teheran, på trods af voldsomt tordenvejr over lufthavnen.

Fly og kraftigt tordenvejr plejer ikke at være den bedste kombination.

Når piloter planlægger flyruter, tages der som regel altid hensyn til farligt vejr – herunder tordenvejr. Ruten bliver af hensyn til passagerer og sikkerhed lagt ad rolige flyvekorridorer, og man ser derfor sjældent, at fly tonser bevidst gennem et område med ekstremt vejr.

Ikke desto mindre valgte en kaptajn fra det iranske flyselskab Iran Aseman Airlines den 11. juni 2018 at flyve bevidst ned gennem et tordenvejr i forbindelse med en landing i den iranske hovedstadslufthavn Teheran Mehradbad. Det skriver The Aviation Herald.

Flyet var af typen ATR 72-500 (registrering EP-ATX) og var på vej fra Rasht, hovedbyen i Gilan-provinsen, til basen i Teheran på rute EP845 med 62 passagerer og seks besætningsmedlemmer om bord. Turbopropflyet gik ned gennem 15.000 fod (4.570 meter, red.), da besætningen anmodede om at fortsætte nedstigningen. Også selv om der var kraftige tordenvejrskyer i 3.500 fod (1.065 meter, red.) og lynnedslag over lufthavnen.

Flere flyskader
Ved den sidste del af anflyvningen mødte flyet kraftig turbulens, og flyets EGPWS (Enhanced Ground Proximity Warning System) blev udløst på grund af den stejle nedstigningsgrad. Landingen foregik på bane 29L uden yderligere problemer, og alle passagerer slap med skrækken.

De iranske luftfartsmyndigheder, Iranian Civil Aviation Organisation, har foreløbigt rapporteret, at kaptajnen nægtede at lade flyet omdirigere til den ellers planlagte alternative Ishafan-lufthavn. Også selv om flyets styrmand tilrådede dette. Han fortsatte derimod til Teheran Mehradbad, selv om vejret indikerede store udfordringer.

Flyet fik flere skader ved flyvningen gennem tordenvejret, og der måtte laves en større inspektion efter landingen. Styrmandens forrude, de statiske afledere, pitotrøret, næsehjul og et kabinevindue blev alt sammen beskadiget ved indflyvningen til Teheran.

Yderst kraftige vindstød
De særlige METAR-vejrudsigter til brug for piloter viser, at der var heftig aktivitet over Teheran Mehradbad-lufthavnen. Flyet landede tidligt aften, hvor der kun var et par kilometers sigt og vindstød på helt op til 40-60 knob (20-30 meter i sekundet, red.). Herudover hærgede de velkendte cumulonimbusskyer (CB-skyer, red.) i 3.500 fod, hvorfra tordenskraldene og den kraftige regn blev udløst.

Hændelsen i Teheran bliver kategoriseret som alvorlig på grund af den store fare for flyvesikkerheden. En undersøgelse er ifølge mediet FlightGlobal sat i gang efter den farlige anflyvning for at klargøre, om besætningen fulgte de nødvendige procedurer.

Iran Aseman Airlines blev grundlagt i 1970 og har en flåde på 23 fly – herunder både Airbus-, Boeing-, ATR- og Fokker-fly. Flyselskabet opererer i øjeblikket til 47 destinationer.

 

Relaterede artikler:

Fire passagerfly ramt af lynet

Passagerer filmede lynnedslag i SAS-fly

Tre Norwegian-fly ramt af lynet

Lyn lavede kæmpehul i næsen på Icelandair-fly

Iransk passagerfly er styrtet ned