Cockpitruderne på A380´eren fra China Southern Airlines. (Foto: Franklin Wu / Twitter)

A380 beskadiget af kraftig haglstorm

En Airbus A380 fra China Southern Airlines fløj ind i en haglstorm undervejs fra Guangzhou til Beijing og fik beskadiget cockpitvinduer og radarskjold.

Det kinesiske flyselskab China Southern Airlines kan endnu engang rapportere om en hændelse, hvor et af selskabets fly er blevet kraftigt beskadiget i en haglbyge.

Denne gang gik det ud over en Airbus A380-800 (registrering B-6140, red.), der i søndags var på vej fra Guangzhou til Beijing som rutenummer CZ3101. I en flyvehøjde på 11.300 meter nær Henan blev flyet ramt af en haglstorm, der var så kraftig, at det yderste lag i cockpitruderne revnede.

Piloterne valgte hurtigt at søge ned til en flyvehøjde på 5.100 meter og fortsatte flyvningen mod Beijing, hvor det store fly landede omkring 90 minutter senere.

A380-flyet fra China Southern Airlines efter landingen i Beijing. (Foto: Franklin Wu/Twitter)

Udover skaderne på cockpitruderne blev radarskjoldet på flyets næse også kraftigt beskadiget, hvorfor A380-flyet stadig står på jorden i Beijing Capital Internati0nal Airport, indtil reparationen er afsluttet.

Flere tilfælde af haglskader
Haglstorme dannes ofte i store tordenskyer af underafkølede vanddråber, og normalt vil piloter søge udenom vejrlig af denne type for at undgå at påføre skader på flyet. Det forlyder ikke noget om, hvorvidt piloterne på forhånd havde observeret de ugunstige vejrforhold.

Netop China Southern Airlines har i løbet af få år været udsat for lignende skader.

Den 9. juli 2016 blev en Airbus A320-200 beskadiget på en flyvning fra Guangzhou til Chengdu. Under nedstigning mod Chengdu fløj piloterne ind i en haglstorm, der beskadigede de to forreste cockpitvinduer og radarskjoldet på flyets næse.

Få uger senere var den gal igen, da en Airbus A320-200 fra Jinan til Guangzhou den 2. august blev ramt af en haglstorm i 7.500 meters højde kort efter opstigningen. Piloterne valgte at sikkerhedslande flyet i Hefei på grund af ugunstige vejrforhold i afgangslufthavnen. Denne hændelse betød også, at de yderste lag af cockpitvinduerne revnede.

 

Relaterede artikler

Voldsom birdstrike ramte ATR 72

Fugl fløj med Swiss til Zürich

Bisværm tvang MD82-fly til sikkerhedslanding