- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Flybe er kollapset

Flybe, der var det største regionale flyselskab i Europa, var i en så svag forfatning, at coronavirussen har knockoutet flyselskabet. Alle flyvninger blev indstillet sent onsdag aften.

Så gik den ikke længere for britiske Flybe, der har været gennem en flere måneder lang dødskamp.

Flyselskabet, der med omkring otte millioner passagerer var femtestørst i England efter British Airways, easyJet, Jet2.com og TUI Airways, undgik en konkurs i begyndelsen af 2019, da selskabet blev overtaget af et konsortium bestående af Virgin Atlantic, Stobart Group og Cyrus Capital Partners.

Men det stod tidligt klart, at problemerne var større i det regionale flyselskab, end de de nye ejere havde vilje og økonomi til at løse. Derfor har man forsøgt at få den britiske regering til at acceptere udskydelsen af betaling af en række afgifter, så flyselskabet kunne få et større økonomisk råderum, men det krævede samtidig, at ejerne også støttede op med endnu et lån til selskabet.

Coronavirus gjorde udslaget
Den redningsplan blev endegyldigt sat skakmat af den seneste udvikling omkring coronavirus, hvor efterspørgslen er faldet markant på flyrejser i hele Europa.

Onsdag aften blev samtlige fly blevet tilbageholdt eller sat på jorden i forskellige britiske lufthavne, og britiske medier meldte, at selskabet blot var timer fra en konkurs. Flybe-hjemmesiden var kun tilgængelig med en forside, der sagde “Oops”, og mange flyvninger var aflyst.

Flybe-hjemmesiden natten til den 5. marts 2020.

I løbet af natten til torsdag kom den endelige meddelelse fra Flybe, at flyselskabet havde indgivet konkursbegæring.

Otte millioner passagerer
Flybe blev oprindeligt etableret som Jersey European Airways og blev i 2000 omdøbt til British European indtil 2002, hvor det nuværende navn blev givet.

Flyselskabet havde 2.300 ansatte, hvor alene 1.000 var ansat på selskabets hovedkontor i Exeter, mens Birmingham, Manchester og Southampton også har været vigtige baser for Flybe.

I 2019 fløj otte millioner passagerer med Flybe mellem 56 lufthavne i Storbritannien og Europa fordelt på 210 ruter i 15 lande.

Tilbage i 2012 fløj Flybe fra 3. januar til den 4. november 18 gange om ugen mellem København og Stockholm-Bromma. Det lykkedes dog aldrig selskabet at få fodfæste i det danske marked, og i stedet har Flybe gennem de senere år opereret fem ATR 72-600 fly på wetlease-kontrakter for SAS. Sidste flyvning for SAS fandt sted den 14. januar i år.

Sidste flyvning fra Edinburgh til London
Den finansielle nødlanding, som Flybe har gennemført, kommer i kølvandet på tre spektakulære luftfartskonkurser i Storbritannien fra 2017 til 2019. Først gik Monarch Airlines konkurs i efteråret 2017, så fulgte Flybmi i februar 2019, mens Thomas Cook Airlines måtte give op i september 2019.

Flybe modtog bestillinger indtil det sidste, og også efter, at det blev kendt, at flyene var blevet beordret på jorden.

Sidste Flybe-fly landede kl. 22.49 lokal tid i Exeter Airport efter en tur fra Manchester som flight BE378.

 

Relaterede artikler:

Flybe reddet af den britiske regering

Medie: Stort britisk flyselskab tæt på kollaps

Flybe bliver til Virgin Connect