Flyforbindelser vigtigere end lønninger

Når udenlandske virksomheder overvejer at etablere sig i Danmark, betyder gode flyforbindelser til omverdenen mere end lønniveau og sprogbarrierer.

De danske lønninger får ofte skylden for, at udenlandske virksomheder vælger at etablere sig i andre lande end på dansk jord. Men gode flyforbindelser til omverdenen kan i høj grad opveje ulemperne ved store personaleomkostninger. Det viser enanalyse fra Cushman & Wakefield, der har undersøgt hvad der er vigtigst for virksomheder, når de skal vælge for eksempel at placere et regionskontor i et fremmed land.

I alt 42 procent af virksomhederne anser gode transportforbindelser som en absolut væsentlig faktor for valget af lokation, mens kun 32 procent peger på personaleomkostninger. Samtidig finder 21 procent sproget absolut væsentligt, mens skatteniveauet kun har betydning for 20 procent af virksomhederne.

Flest virksomheder finder adgang til de ønskede markeder og kunder blandt de væsentligste faktorer. Ikke færre end 60 procent af respondenterne peger på dette, mens tilgængelighed til kvalificeret arbejdskraft og kvaliteten af telekommunikationen i landet er det som rangerer nummer to og tre på virksomhedernes prioriteringsliste.

Værdiskabelse i milliardklassen
Undersøgelsen er interessant i den fortsatte diskussion omkring dansk luftfart og især Københavns Lufthavns betydning for det danske samfund.

Copenhagen Economics har i en analyse for Industriens Fond og Copenhagen Capacity analyseret, hvad værdien af de ti mest attraktive nye ruter, som i dag ikke beflyves direkte fra danske lufthavne, vil være.

Beregningerne viser, at hvis Danmark får disse ti forbindelser, vil det betyde en værdiskabelse for Danmark på mellem 587 mio. kr. og 4,19 milliarder kr. Hvis Danmark ikke i fremtiden får styrket flyforbindelserne til nye dele af verden, kan vi risikere at gå glip af værdiskabelse, og blive sat tilbage i forhold til vores nabolande, mener Copenhagen Economics.