Ryanair-hangar i Dublin Lufthavn (Foto: Joakim J Hvistendahl)

Flymotorer for 2.3 mia. kroner på lager

Ryanair kan bryste sig af at være Europas største flyselskab. Med 305 fly i drift og et mål om, at være bedst på punktlighed, kræver det at teknikken spiller.

Det irske lavprisflyselskab Ryanair råder over otte tekniske hangarer rundt om i Europa. Den største findes på basen i Stansted Lufthavn udenfor London. CHECK-IN.dk har besøgt hangaren, som er i drift 24 timer i døgnet – alle årets dage.

Se billedgalleri fra besøget på CHECK-IN.dk Facebook

Enormt reservedelslager
Det er ikke ligefrem en lille garage, som Ryanair råder over i den britiske lufthavn. Hangaren rummer fem fly af typen Boeing 737-800 samt tre Learjets. Samtidig kan yderligere tre 737-fly have næsen inden for gennem hangarens enorme porte.

Basen i Stansted er selskabets største med 40 fly stationeret og vedligeholdelse af såvel egne basefly, som fly fra øvrige Ryanair-baser. Knapt 900 teknikere og ingeniører udfører alt fra daglig vedligeholdelse til de tunge eftersyn på flyene – de såkaldte C-checks – hvor flyene nærmest skilles fra hinanden og sættes sammen igen.

Alene på motorsiden har Ryanair 40 motorer på lager, og med en pris på cirka 9.6 millioner dollar per styk, giver dette alene en værdi på svimlende 2.3 milliarder kroner. Ud over flymotorer indeholder reservedelslageret over fire millioner dele, som er nok til at samle en hel flåde af fly.

”Ud over amerikanske Delta, er der ingen flyselskaber i verden, der har så stort et lager som Ryanair,” siger Director of Flight Operations, Peter Bellew, til CHECK-IN.dk

Privatfly til teknikere
Ryanairs filosofi er enkel. Selskabet tjener ikke penge på, at flyene står stille, så de skal være i luften mest muligt. For at sikre dette, har selskabet udover sit enorme lager af reservedele, syv fly i beredskab, der til en hver tid, kan tage over, hvis er operativt fly får tekniske problemer.

Ud over reservefly, har Ryanair stationeret tre Learjet på basen i Stansted. Learjet er mest kendt for sin anvendelse som privatfly, for dem der mener, at rutefly ikke er fleksible nok. Hos Ryanair anvendes disse til at flyve teknikere ud til lufthavne, hvor et Boeing 737-800 fly har tekniske problemer.

”Hvis et fly har tekniske problemer, har man på den pågældende base, eller lufthavn, 30 minutter til at løse problemet. Kan man ikke nå det inden for den tid, vil et behov for reservefly vurderes. Samtidig vil vi sende en tekniker, og eventuelle reservedele, af sted i et af vores Learjet-fly for at udbedre fejlen. Kan teknikeren ikke løse problemet indenfor 25 minutter, vil Learjet flyet returnere til basen uden tekniker, som så må tage et rutefly hjem,” forklarer Andrew Daines, Training Manager ved basen i Stansted.

Ved CHECK-IN.dk’s besøg var alle tre Learjets ude på opgaver.

Formel 1
”Vi tænker på os selv som et Formel 1 team. Flyene kommer ind til vedligeholdelse og alt sker hurtigt og sikkert, hvor alle involverede kender deres pladser,” siger Andrew Daines.

Dette er også nødvendigt, når der skiftes hjul på 25 fly hver dag og årligt udføres mere end 100.000 små og store check på flyene. CHECK-IN.dk’s udsendte var selv med til, at skifte hjul på et af flyene. Noget tungere end på en personbil, da hvert hjul vejer 176 kg.

Selv om man nok kan trække paralleller til et Formel 1 ”pit stop”, så er stemningen og atmosfæren i hangaren stille og overskuelig. De mange ingeniører og teknikere går roligt rundt i de enorme, men lyse og rene lokaler, mens de koncentreret udfører deres arbejde.

Se billedgalleri fra besøget på CHECK-IN.dk Facebook

Nogle fakta fra Ryanairs tekniske base:

Antal spande olie der benyttes årligt 640.000
Antal tuber med fedt årligt 10.000
Antal genbrugsdele på lager 15.500
Antal forbrugsdele på lager 4.000.000
Antal ansatte i vedligeholdelseslinjen 890
Antal C-check per år 194
Antal arbejdstimer til C-check årligt 500.000
Kilde: Ryanair 2013 tal