Marketingchef Jesper Klausholm fra Billund Lufthavn (Arkivfoto: Billund Lufthavn)

Flypassagerer i luksusbusser til Billund

Billund Lufthavn vil øge andelen af passagerer, der ankommer til lufthavnen med offentlig trafik. Nu kører der luksusbusser fra Aarhus til den internationale lufthavn i Billund 17 gange i døgnet.

Hvert år er der op imod tre mio. passagerer, der rejser til og fra Billund Lufthavn. Men blot et sted mellem tre og fire procent af disse, svarende til omkring 100.000, benytter offentlig transport til og fra lufthavnen.

Derfor har Billund Lufthavn længe haft et ønske om at kunne udvide den busbetjening af lufthavnen, som blev iværksat for mange år siden for lufthavnens egen regning og risiko. Nu er det lykkedes at etablere et samarbejde med Midttrafik, der på hverdage vil tilbyde 17 daglige afgange fra det centrale Aarhus til Billund Lufthavn.

Det betyder, at der hver time kører en bus i hver retning mellem Aarhus Rutebilstation og Billund Lufthavn.

“Timedriften bliver betjent af luksusbusser med komfortsæder og gratis internet, der gør turen attraktiv for såvel forretningsfolk som ferierejsende,“ forklarer Jesper Klausholm, der er marketingchef i Billund Lufthavn.

Busruten har fået navnet “Billund Airport Express“, og billetprisen er 140 kroner for en voksenbillet fra Aarhus til Billund.

Selvom busruten bliver kaldt “Billund Airport Express“, er der dog ikke tale om nonstop kørsel på samtlige 17 afgange. Otte afgange på de mest attraktive tidspunkter køres nonstop, mens der på de øvrige ni afgange er indlagt et stop i Skanderborg og Horsens.

Forbedret tilbud til aarhusianere
Med busruten kan Billund Lufthavn forstsatte sin indsats for at gøre lufthavnen til den foretrukne for de flere end 325.000 mennesker, der er bosat i Aarhus Kommune.

Den mission er ikke umulig, da Aarhus Lufthavn på Djursland i dag blot har en indenrigsrute til København samt udenrigsruter til London, Stockholm, Gøteborg og Oslo. Herudover er der en begrænset chartertrafik.

“Vi har tidligere fået mange henvendelser fra aarhusianerne med ønsket om bedre og hurtigere busser til Billund. Dette har vi lyttet til og kan nu sammen med Midttrafik tilbyde aarhusianerne endnu lettere adgang til hele verden fra Billund,“ uddyber marketingchefen.

Udover Billund Airport Express er der også udsigt til, at der inden for blot få år kommer flere passagerer til og fra lufthavnen med offentlig transport. I 2019 vil der nemlig køre tog direkte til Billund Lufthavn på en 19 kilometer lang strækning fra Vejle via Jelling.

Rejsetiden til Billund Lufthavn fra Aarhus Rutebilstation og Aarhus Banegård er på en time og tredive minutter. Til sammenligning er rejsetiden med bus fra Aarhus Banegård til Aarhus Lufthavn på 50 minutter.