- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flyr i samarbejde med tre handlingselskaber

Norske Flyr, der forventes at sende første fly på vingerne i slutningen af juni, har valgt handlingpartnere i Norge. Menzies Aviation løber med kontrakten i Oslo Lufthavn.

Når Flyr den 30. juni debuterer med den første flyvning fra Oslo til Tromsø, kommer selskabet til at dele leverandører med sine konkurrenter i de norske lufthavne.

Der er nemlig ikke så mange handlingselskaber til rådighed, at det er muligt at vælge en samarbejdspartner, der ikke samtidig arbejder for konkurrenten. Det gælder både i Oslo Lufthavn samt i en række af de mindre indenrigslufthavne.

I Oslo Lufthavn har Flyr valgt Menzies Aviation som samarbejdspartner, mens SAS Ground Handling er blevet fravalgt. Menzies er i forvejen leverandør af handlingydelser til Norwegian og Wizz Air.

“Vi er stolte af, at Flyr har valgt os som samarbejdspartner på sin hjemmebase i Oslo. Det ser vi som et kvalitetstegn. Vi ser frem til at vokse sammen med Flyr i Norge,” siger Thomas Hoff Andersson, der er direktør for Menzies Aviation i Nordeuropa.

Kender samarbejdspartnere fra Norwegian-tiden
I Bergen, Trondheim, Stavanger, Tromsø og Bodø har Flyr valgt Aviator Airport Alliance som handlingpartner, mens det er Widerøe Ground Handling (WGH), der skal assistere i Evenes.

Konkurrenten Wizz Air har Widerøe Ground Handling som samarbejdspartner i 13 norske lufthavne, hvilket også inkluderer de seks norske lufthavne, som Flyr skal operere til fra Oslo.

I Flyr er det Bjørn Erik Barman-Jenssen, der har fået det operationelle ansvar i de lufthavne, som Flyr skal trafikere. Samme rolle havde han i øvrigt i Norwegian, hvor han, ligesom en del af den øvrige ledergruppe, tidligere har været ansat.

“Mange af os i Flyr har tidligere arbejdet længe og godt med de samarbejdspartnere, som vi nu har valgt, og vi er trygge ved, at de vil sørge for, at der bliver taget godt af vores gæster både før og efter selve flyveturen,” udtaler Bjørn Erik Barman-Jenssen.

 

Relaterede artikler:

Flyr på vingerne den 30. juni med Pegasus-fly

Wizz Air skifter SGH ud med Menzies

Wizz Air i udvidet samarbejde med Widerøe