Flyselskab skal bruge 22.100 hotelovernatninger

Charterflyselskabet Thomas Cook Airlines skal i den kommende vintersæson bruge ikke færre end 22.100 hotelovernatninger udenfor Norden.

Luftfartsselskaberne er gode og stabile kunder hos en lang række hoteller over hele verden. De såkaldte crew-aftalerudgør nemlig en god bund i belægningen hos mange hoteller.

Charterflyselskabet Thomas Cook Airlines (TCAS)skal i den kommende vintersæson 2012/13 bruge ikke færre end 22.100 hotelovernatninger til besætningerne på de fly, der skal ud på de lange flyveture.

Antallet af crew-overnatninger svarer til, at over 3.000 gæster kunne tage på ferie i en hel uge, eller en enkelt gæst kunne bo på hotel igennem næsten hele livet.

Største destination er ubetinget Gran Canaria, hvor TCAS i den kommende vintersæson skal bruge omkring 8.000 overnatninger. Det skyldes blandt andet, at to fly får midlertidig base på De Kanariske Øer og flyver omvendt herfra op til de nordiske lufthavne.

“Størst efterspørgsel har vi på visse torsdage og fredage. Her skal vi bruge henholdsvis 80 og op til 96 værelser,“ fortæller Grund Operation Manager, Jacob Helle til Airmail, der er personalebladet hos TCAS.

Men flybesætningerne behøver ikke at frygte for standarden på crew-hotellerne. I Phuket bor besætningen på Sofitel Phokeethra Golf & Spa Resort (billedet), der er et lokalt femstjernet hotel.

De største destinationer med crew-værelser
Behovet for hotelværelsertil besætningerne hos Thomas Cook Airlines er af selskabet blev opgjort således:

Antal overnatninger i parentes.

1. Gran Canaria (ca. 8.000)
2. Phuket (ca. 5.500)
3. Tenerife (ca. 4.000)
4. Sharjah (ca. 1.400)
5. Cancun (ca. 1.200)
6. Aruba (ca. 1.000)
7. Krabi (ca. 650)
8. Punta Cana (ca. 350)