- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Flyselskab tilbyder power nap-kabiner

British Airways har åbnet en ny afdeling i First Lounge i London Heathrow, hvor de rejsende kan tage en lur i en lille kabine. Selskabet vil senere tilbyde det samme i New York-JFK.

Passagerer hos British Airways med adgang til First Lounge kan fremover lægge sig på langs og tage en lur midt i London Heathrow Airport.

Det britiske flyselskab har netop løftet sløret for den seneste opgradering af loungen, hvor der er oprettet en afdeling med navnet ’Forty Winks’. Det er et lokale med små power nap-kabiner – ‘EnergyPods’ – hvor passagererne kan tage et hurtigt hvil.

Senere vil der også blive tilføjet power nap-kabiner til Concorde Room i Terminal 5. Og når rejserestriktionerne lettes, vil flyselskabets lounge i Terminal 7 i New York-JFK ligeledes få de små kabiner.

EnergyPod er verdens første ”stol” designet udelukkende til power napping. Kabinen er udviklet til at skabe en lille, personlig sfære, hvor passagererne kan tage et hvil i forbindelse med en lang rejse.

Power nap-kabiner højst på kundernes ønskeliste
FortyWinks-afdelingen i First Lounge er gratis og fungerer ved selvbetjening og uden forudbestilling. Der er syv power nap-kabiner tilgængelige, og kunderne kan bruge ”Your Menu”-appen til at tjekke, om der er en kabine ledig. En skærm uden for afdelingen viser også ledigheden.

”Vi kan ikke vente med at byde vores kunder velkommen tilbage efter et meget vanskeligt år. Vi leder altid efter nye ideer til at understøtte vores kunders sundhed og velvære før flyveturen,” siger Tom Stevens, direktør for brand og kundeoplevelse i British Airways.

”I slutningen af ​​2019 gennemførte vi en undersøgelse blandt over 100.000 loungegæster, hvor vi spurgte, hvad de gerne ville have i vores lounger. Sovekabiner var helt øverst på deres liste. I vores ‘Forty Winks’-lounger har kunderne dedikeret plads til at lade op, når de vender tilbage i luften.”

Varm drik og håndklæde efter luren
Kunderne kan i kabinen selv indstille en ønsket tid, hvorefter en skærm vil kunne skabe et lille personligt rum. Man kan også bare trykke på en startknap og snuppe en 20-minutters forprogrammeret lur.

”At være i stand til at hvile, mens man rejser, er en vigtig måde at forblive sund og energisk på, og hvilken bedre måde at bruge ventetiden på end at indhente noget søvn. Vi er glade for, at British Airways laver denne vigtige investering i kundernes velbefindende,” siger Christopher Lindholst, global direktør i Restworks, der står bag power nap-kabinerne.

Brugerne af power nap-kabinerne kan også anmode om et tidspunkt, hvor de gerne vil vækkes. Og der kan bestilles en varm drik til at nyde efter luren. Vand og varme håndkæder tilbydes også for at sørge for en forfriskende opvågning.

 

Relaterede artikler:

British Airways Club Lounge med udsigt

British Airways præsenterer Club Suite-produkt

British Airways tester 3D-underholdning