Flyselskaber afgør selv hvor de vil flyve

Mens de amerikanske myndigheder direkte forbyder flyvninger over risikable luftrum, så er det i Europa op til flyselskaberne selv at afgøre, hvor de vil flyve.

Når krige hærger, uroligheder bryder ud, vejret raser eller som tidligere i år, at fly skydes ned i lande rundt omkring i verden, kan det være yderst risikabelt at sende fly hen over netop de lande.
Derfor har myndigheder muligheden for at forbyde eller give anbefalinger til flyvninger i forskellige luftrum.

I USA har luftfartsmyndighederne netop forbudt amerikanske flyvninger over Syrien. Et forbud, der kom kort tid efter udstedelsen af lignende forbud mod overflyvning af Irak og visse dele af Ukraine. I Europa vælger man derimod kun at lave anbefalinger om at undgå flyvninger i bestemte luftrum.

I Danmark er det Trafikstyrelsen, der har muligheden for at forbyde danske fly at flyve ind i andre luftrum, men i praksis ligger det hos det europæiske samarbejde Eurocontrol, der koordinerer flytrafikken i Europa.

“Vi udsteder ikke forbud. I sidste ende er det os, der har muligheden, men vi gør det ikke. Det er Eurocontrol, der står for at lave anbefalinger til flyselskaberne vedrørende risikable flyvninger,“ siger kommunikationsmedarbejder Mads Gudelund Gerlach fra Trafikstyrelsen.

Europæisk samarbejde
Når Eurocontrol laver anbefalinger forsøger de ofte at følge den amerikanske myndighed FAA. Men danske flyselskaber skal dog selv tage stilling til, om de følger de anbefalinger, som Eurocontrol kommer med.

“Det er procedure, at Eurocontrol laver recommendations eller anbefalinger til flyselskaberne, og så er det op til dem. Men de fleste følger selvfølgelig anbefalingerne,“ siger Mads Gudelund Gerlach fra Trafikstyrelsen.

Ifølge ham har Eurocontrol lige nu anbefalinger om at undgå flyvninger over Østukraine, Syrien og Iran.

Flyselskabernes egen beslutning
Hos det danske flyselskab Jet Time tager man anbefalingerne fra Eurocontrol meget seriøst, og direktør Klaus Ren understreger, at de ligesom formentlig alle andre danske selskaber altid følger anbefalingerne.

“Vi holder selv øje med, om Eurocontrol har anbefalinger i forhold til luftrum, eller om de gør opmærksom på en askesky, vi skal passe på. Inden en flyvning tjekker piloterne, om der er noter om anbefalinger eller restriktioner fra Eurocontrol. Hvis ruten går ind over et luftrum, man anbefaler at undgå, så følger vi det,“ siger Klaus Ren.

Desuden skal selskaberne ifølge ham også tage hensyn til deres forsikringsselskaber, når det kommer til risikable flyvninger over f.eks. lande i krig.

“Vi har altid en liste liggende herinde med lande, som vi ikke bare lige flyver til, eller som vi slet ikke må flyve til, fordi det er for farligt ifølge vores forsikringsselskab,“ siger Klaus Ren.

Efter urolighederne i det østlige Ukraine flyver Jet Time og mange andre fly da heller ikke længere henover området.