Tusindvis af flyveledere i USA har i flere uger arbejdet uden løn under nedlukningen i USA, hvor føderalt ansatte ikke får løn. Nu kommer flyselskaberne dem til undsætning og serverer gratis måltider som påskønnelse for deres indsats.
I sidste uge sendte American Airlines snesevis af pizzaer til flyveledere i Dallas Fort Worth International Airport i Texas. Det er blot et eksempel på, at de amerikanske flyselskaber hjælper de op imod 13.000 flyveledere i USA, som i ugevis ikke har fået løn på grund af nedlukningen i USA, der betyder, at føderalt ansatte ikke har fået udbetalt deres lønninger.
Ved månedsskiftet i sidste uge fik flyveledere og andre offentligt ansatte lufthavnsmedarbejdere ikke udbetalt deres månedsløn, som de plejer. Det rammer mange økonomisk hårdt, men alligevel går flyvelederne på arbejde for at passe flytrafikken i USA, der omfatter 50.000 daglige operationer.
De godt 13.000 flyveledere i USA er nemlig klassificeret som ’essentielle’ medarbejdere, men de får altså ingen løn under nedlukningen.
Donerer måltid som en gestus
United Airlines oplyser til CBS News, at selskabet hjælper med at støtte nøglemedarbejdere, som ikke får løn på grund af det politiske dødvande i Washington, hvor demokrater og republikanere ikke kan nå til enighed om det offentlige budget.
”United Airlines donerer måltider til flyveledere og andre føderale ansatte, hvis løn er forsinket. Vi sætter pris på de hårdtarbejdende føderale ansatte, der holder flytrafikken i gang,” udtaler flyselskabet i en pressemeddelelse.
United Airlines sørger for mad til medarbejdere på flyselskabets knudepunkter over hele landet, herunder i Chicago, Denver, Houston, Los Angeles, Newark, San Francisco og Washington DC.
Delta Air Lines bekræfter over for CBS News, at de også har “arrangeret et begrænset antal måltider til transportsektorens medarbejdere”, samtidig med at de understreger, at de opererer “inden for de strenge regler, der er fastsat for ansatte i føderale offentlige myndigheder”.
Også JetBlue oplyser, at man tilbyder måltider i selskabets lufthavne som en gestus overfor flyvelederne.
Mange tager et bijob
Sean Duffy, der er USAs transportminister, understregede, at mange flyveledere har økonomiske problemer, fordi de ikke har fået udbetalt løn. Han fremhæver, at flere end normalt melder sig syge, fordi nogle søger bijob hos virksomheder som Uber for at få enderne til at mødes under nedlukningen.
Transportministeriet oplyser, at fem procent af flyforsinkelserne i år skyldes mange på flyveledere. Men efter nedlukningen har der været dage, hvor 44 procent af forsinkelserne kan henføres til mangel på personale i kontroltårnet.
Både Transportministeriet og National Air Traffic Controllers Association, der er fagforbund for flyvelederne, frygter at omfanget af forsinkelser vil stige i den kommende tid.
Relaterede artikler:
Advarer: Kan føre til fyrede flyveledere