- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Flyselskabsdirektør: Business class bør forbydes

Passagerer, der rejser på business class, kan glæde sig over ekstra plads og anden komfort. Men samtidig står business class-passagerer for en større CO2-udledning end passagerer på økonomiklasse på grund af det ekstra pladsforbrug på flyet.

Business class bør derfor totalt forbydes på flyrejser med under fem timers flyvning. Det mener koncernchefen for et af ​​Europas hurtigst voksende flyselskaber, Wizz Air, ifølge The Telegraph.

”Business class bør forbydes. Branchen er skyldig i at bevare en ineffektiv og arkaisk model. Det er på høje tid at tænke anderledes, og vi opfordrer vores flyselskabskolleger til at forpligte sig til et totalforbud mod business class for enhver flyvning på under fem timer,” siger Wizz Airs koncernchef, Jozsef Varadi til det britiske dagblad.

Ingen business class hos Wizz Air
Wizz Air tilbyder ikke business class på nogen af ​​sine 110 Airbus A320- og A321-fly. Det ungarske lavprisselskab hævder, at det opererer med lavere CO2-udledninger pr. passager end selskabets konkurrenter og siger, at det forventer at reducere CO2-udledningen med yderligere 30 procent inden for det næste årti.

Wizz Air vil de kommende år introducere flere nye og mere brændstofeffektive A321neo og A321XLR-fly i selskabets flåde.

Wizz Air er et af ​​Europas mest succesrige flyselskaber og er i løbet af blot 15 år vokset til at blive en dominerende operatør i Central- og Østeuropa.

2,7 gange mere CO2-udledning
Påvirkningen fra business class på flyselskabers emissioner blev undersøgt i en rapport fra 2018 om brændstofeffektiviteten i 20 flyselskaber, som har ruter mellem Europa og Nordamerika.

Ifølge undersøgelser fra International Council on Clean Transportation (ICCT) er premium-sæder som business class og first class i gennemsnit op til 2,7 gange så “kulstofintensive” som økonomiklasse-sæder. Med andre ord udleder passagerer på business class mere end dobbelt så meget CO2, som passagerer, der rejser på økonomiklasse.

Rapporten viste i øvrigt også, at et selskab som British Airways bruger 63 procent mere brændstof pr. passagerkilometer end Norwegian, som har en yngre flyflåde.

”Flyselskaber med mere brændstofeffektive fly, færre premium-sæder og højere passager- og fragtbelægningsgrader har overordnet set mere brændstofeffektive flyvninger,” lød det i rapporten fra den amerikanske organisation.

 

Relaterede artikler:

Flyselskaber vil offentliggøre CO2-statistikker

Wizz Air: Vi er Europas grønneste flyselskab

Første A321neo med 239 sæder til Wizz Air