Foto: Spies

Flyvende start på sommerrejser for charterbranchen

Charterarrangørerne har solgt op til 25 procent flere rejser siden jul sammenlignet med sidste år. Mange kunder køber først vinterferie nu.

De danske charterarrangører går rundt med julelys i øjnene i disse dage. For danskerne har siden jul ikke blot haft appetit på sild, snaps, nytårstorsk, champagne og cola. Også charterrejser har lokket.

”I perioden fra 23. december til og med 1. januar solgte vi cirka 25 procent flere rejser end på de samme datoer sidste år. Der er rigtigt godt tryk på den resterende del af vintersæsonen, men også rigtigt godt gang i sommersalget,” siger Jan Vendelbo, direktør for Spies.

Hos konkurrenten Apollo oplever man også en stor appetitpå sol, strand og vand.

“Hvad gælder salget mellem jul og nytår, er det gået over al forventning og har løbende holdt et meget højt niveau. Vi har de fleste dage solgt 20 procent flere rejser end tilsvarende dage sidste år. Danskerne har købt sommerferierejser i stor stil, og det er primært Kreta, Rhodos, Mallorca, Kroatien med øen Hvar og Fuerteventura med vores sports- og familieresort, Playitas, der ligger højt på ønskesedlen, siger Koks Andreassen, kommunikationschef i Apollo.

”Herudover kan vi konstatere, at koncepthotellerne igen rykker stærkest. Det gælder ikke mindst hoteller, der ligger direkte på stranden og hoteller med indbyggede vandparker eller mange vandrutsjebaner,” siger Rikke Koks Andreassen.

Penge på kontoen
Hos Star Tour oplever man, at stadig flere danskere først sent beslutter sig for en uge eller to sydpå. Måske skulle man lige være sikker på at der stadig var penge på kontoen efter at julegaverne var indkøbt.

”Rigtigt mange har tydeligvis ventet med at sikre sig deres vinterferie til efter juleferien. Halvdelen af vores daglige salg er i øjeblikket januar, februar og marts til primært Canarie øerne og Egypten,” siger Birthe Madsen, direktør i Star Tour.

Hun fortsætter:

”Sommersalget 2013 går som vi forventer. Der sælges i øjeblikket godt 1.000 sommerrejser om dagen. Vi har siden oktober, hvor sommerrejserne blev lagt til salg, ligget foran sommeren 2012 i antal solgte rejser pr. uge. Uge 52 var på niveau med sidste år på trods af de flere helligdage. Uge 1 ser ud til at blive bedre end sidste år,” siger Birthe Madsen.

Syd ud af ti af dem, der køber sommerrejsen hos Star Tour allerede nu er familier med børn. Og seks ud af ti Star Tour-kunder køber rejsen på nettet. De populæreste rejsemål hos Star Tour er Tyrkiet, Kreta og Mallorca.