Følg med i Lockharts familieferie

Nu kan hele Danmark følge med i rejsedirektør Jan Lockharts mange familierejser. Hustruen har lanceret et nyt website, der med udgangspunkt i familiens egne oplevelser, vil dele erfaringer og gode råd med rejselystne danskere.

Der er mange måder, hvorpå man kan udnytte de goder man opnår, når man er ansat i en ledende stilling i rejsebranchen. Men det hører til sjældenhederne, at man vil udstille det for hele Danmark, hvilket er tilfældet med familien Lockhart.

Jan Lockhart er tidligere administrerende direktør for rejsearrangøren Apollo, og efter et kort ophold i direktørstolen hos kriseramte Brøndby IF, tiltræder han den 1. februar som administrerende direktør hos FDM travel. Hustruen Sofie Jacobsen Lockhart var oprindeligt rejseleder og salgskonsulent hos Apollo, og nu har hun efter et projektjob i et modelbureau lanceret et nyt wesbite for rejseglade familier i Danmark.

Sitet, der blev lanceret den 14. januar, hedder voresfamilieferie.dk, og her kan man læse rejseberetninger fra de 23 rejser, som familien Lockhart gennem de senesteotte år har været på. En rejsefrekvens, der ligger noget over gennemsnittet hos de kunder, der normalt bestiller rejser hos Apollo og FDM travel.

“Sitet er en troværdig blanding af personlige beretninger og professionel formidling af en lang række rejsemål. Her kan rejsevante familier hente inspiration til deres næste ferie og ‘nybegyndere’ kan få masser af gode råd, tips og idéer til at kaste sig ud i spændende ferieeventyr med deres familie. Sitet lægger desuden op til dialog og vidensdeling mellem børnefamilier, og der blogges direkte fra fremtidige familieferier,“ skriver grundlæggeren Sofie Jacobsen Lockhart på hjemmesiden.

Mange nye rejser i pipeline
Gennem det noget aparte website, der kan minde om reality-TV ført over på netmediet, får læserne indblik i familien Lockharts rejser til Playitas, Toscana og Østrig i 2012 samt rejserne til Barcelona, Thassos, Skagen og Koh Lanta i 2011.

Selvom Jan Lockhart tiltræder en krævende stilling som administrerende direktør for Danmarks største rejsebureau for individuelle rejser, bliver der ikke skruet ned for de private rejseambitioner. I slutningen af januar er familien således på De Vestindiske Øer, mens London lokker i løbet af foråret. Sommerens rejse vil blive henlagt til USA med mobilhome, mens efteråret byder på Dubai og Costa Rica for familien Lockhart.

Indholdet på websitet bærer præg af, at det stadig er under opbygning. Indtil videre er det primært et udstillingsvindue for familien Lockharts glubende appetit på rejselivets glæder.