- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Første Airbus A321LR til Luftwaffe

Det tyske luftvåben har fået det første af to A321LR-fly. En større ombygning hos Lufthansa Technik venter dog, inden flyet bliver klar til aktiv tjeneste.

Det første af to nye Airbus A321LR-fly, der skal bruges af det tyske luftvåben Luftwaffe, er netop ankommet til Lufthansa Techniks faciliteter i Hamborg. Inden flyet bliver taget i brug, skal det modificeres af Lufthansa-virksomheden, der er specialiseret i at indrette og vedligeholde fly.  

Flyet, der er blevet tildelt den militære registrering 15+10, skal sammen med et søsterfly (15+11) indrettes sådan, at flyene kan bruges i flere forskellige scenarier. De to fly skal både kunne benyttes til troppetransport, evakueringer samt flyvninger for medlemmer af den tyske regering.

Valget er faldet på A321LR, da flytypen både kan benyttes på korte, længere og meget lange flyvninger. Når teknikerne hos Lufthansa Technik er færdige med arbejdet, så vil de to fly hver have mulighed for at transportere 136 passagerer. Derudover vil kabinen kunne indrettes i fire forskellige konfigurationer.

Seks intensivpatienter på en flyvning
En af de opgaver, som flyene i fremtiden muligvis skal bruges til, bliver evakuering af patienter eller sårede personer. Transport af personer, der har behov for lægehjælp undervejs på flyvningen, stiller nogle særlige krav til kabinens indretning. 

Lufthansa Technik fortæller i en pressemeddelelse, at Luftwaffes to A321LR-fly i fremtiden vil kunne flyve med flere forskellige konfigurationer. Konfigurationen på de enkelte flyvninger vil blive afgjort af antallet af patienter samt omfanget af de skader, som patienterne har pådraget sig.

De to nye fly vil hver især have plads til seks patienter, der kræver intensiv behandling. Derudover vil flyene kunne transportere op til tolv patienter, som ikke vil være så plejekrævende. Kabinen vil derudover kunne ændres, så der kan medbringes en blanding af de to patient-typer på samme afgang. 

Måtte tage rutefly til Argentina
Lufthansa Technik regner med, at virksomheden kan overdrage det første af de to nye fly til det tyske luftvåben i anden halvdel af 2022. Når arbejdet er tilendebragt, så vil 15+10 blive en del af flåden hos Luftwaffe. Den tæller i forvejen flere fly fra Airbus. Blandt andet tre A350’ere.

Disse fly står det tyske luftvåben for, men det er regeringen, der benytter dem. De tre Airbus A350’ere skal fungere som VIP-fly for regeringens ministre og andre. Flyene skal erstatte to aldrende A340’ere, som i flere år har været hjemsøgt af tekniske problemer.

Problemerne kom blandt andet til udtryk, da den daværende forbundskansler Angela Merkel i 2018 måtte tage et rutefly fra Madrid til den argentinske hovedstad Buenos Aires, fordi et af A340-flyene ikke nåede længere end til Køln, før en teknisk fejl satte en stopper for flyvningen.


Relaterede artikler:

Merkels A350 på besøg i Billund Lufthavn

Slut med rutefly til Angela Merkel

Luftwaffe-jagere på vingerne efter Jazeera-rutefly