- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Første Boeing 737-800 af 25 leveret til islandsk flyselskab

Et fly, der tidligere har fløjet passagerer for Turkish Airlines, har været i Kina for at blive bygget om til et fragtfly. Det næste fly, der skal til Island, er lige på trapperne.

Det islandske fragtflyselskab Bluebird Nordic har netop modtaget det første af i alt 25 Boeing 737-800-fly, der har gennemgået en P2F (Passenger-to-Freighter)-konvertering.

Flyet er leaset hos AviaAM Leasing, der har samme ejer som Bluebird Nordic, nemlig Avia Solutions Group, der har hovedkvarter i Limassol på Cypern.

737-800’eren blev bygget om fra passager- til fragtfly hos Taikoo Aircraft Engineering Company, der ligger i byen Jinan i det østlige Kina. Et efterfølgende C-check og en omlakering af flyet er blevet udført i Kaunas i Litauen.

Fløj i Tyrkiet
Det ombyggede fly, der er årgang 2001, har senest fløjet for Turkish Airlines. Endnu et fly, der skal i stald hos Bluebird Nordic, er næsten klar til levering efter en tilsvarende ombygning i Kina. Det er et fly fra årgang 2000, og det har ligeledes rødder hos Turkish Airlines, hvor det senest fløj for datterselskabet AnadoluJet.

“Leveringen af ​​den første 737-800 Boeing Converted Freighter er en betydelig præstation for selskabet, der vil udvide sin tilstedeværelse på luftfragtmarkedet i de kommende år,” siger Tadas Goberis, der administrerende direktør i AviaAM Leasing.

Bluebird Nordic oplyste i august, at selskabet vil udvide sin flåde af fragtfly markant. Indtil da havde selskabet otte fragtfly bestående af en Boeing 737-300 og syv 737-400, men selskabet havde planer om at anskaffe i alt 25 Boeing 737-800 fragtfly.

Stigende efterspørgsel
“Tilgangen af ​​25 nye Boeing 737-800’er vil placere Bluebird Nordic i spidsen for fragtchartermarkedet og er en del af vores eksisterende og omfattende ekspansionsplan. Med stigende efterspørgsel efter godstransport reagerer vi proaktivt på vores kunders øgede fragtbehov og sikrer, at vi er klar og i stand til at imødekomme alle deres globale fragtkrav, sagde Siggi Agustsson, der er administrerende direktør for flyselskabet, i forbindelse med offentliggørelsen af planerne.

De seneste par år er mange gamle passagerfly blevet bygget om til fragtfly. Det hænger sammen med, at markedet for fragt er i vækst, da passagerflyene har stået stille under coronakrisen og ikke har kunnet medtage fragt på deres flyvninger. Derudover er mange ældre passagerfly taget ud af drift, så priserne på den slags fly har været fordelagtige.

 

Relaterede artikler:

Nordisk flyselskab vil øge med 25 Boeing 737-800

Dom til islandsk flyselskab: Ulovligt at fyre piloter

Overvejer konvertering af passagerfly til fragtfly