- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Første Condor-rute til Kina

Tyske Condor har etableret ny rute fra Frankfurt til Xian i Kina med én ugentlig forbindelse. Selskabet betjener denne vinter en række oversøiske ruter fra flere tyske lufthavne.

Det tyske flyselskab Condor, som først og fremmest flyver med ferierejsende, afsluttede ved udgangen af november en længere periode under konkursbeskyttelse.

Selskabet var tidligere en del af Thomas Cook-koncernen, som gik konkurs i september sidste år, og siden har der været arbejdet på en rekonstruktion af selskabet. Det arbejde blev afsluttet i oktober, hvor selskabets kreditorer godkendte den endelige plan for en rekonstruktion.

Dermed var det tyske selskab klar til at gå på markedet som et nyt flyselskab, der ifølge Condors ledelse er både sundt, trimmet og effektivt. Condor er i fuld gang med at udvikle nye ruter, og allerede 19. december gik en ny rute fra Frankfurt til Xian i Kina i luften.

Én forbindelse om ugen
Ruten til den kinesiske millionby er Condors første rute til Kina, og selskabet vil betjene ruten én gang om ugen med en returflyvning hver lørdag. Den kinesiske metropol er ikke helt ukendt for det tyske flyselskab, da Condor i foråret fløj medicinske værnemidler fra netop Xian-regionen til Europa i forbindelse med coronapandemien.

Condor er det eneste flyselskab, der flyver direkte mellem Frankfurt og Xian, og via samarbejdspartneren China Eastern tilbyder Condor forbindelse til flere andre destinationer i Kina, såsom Beijing, Shanghai og Ghuangzhou.

Xian er hovedstaden i Shaanxi-provinsen og en af ​Kinas fire gamle hovedstæder. Byen er især kendt for terracottahæren fra den første kinesiske kejser, ligesom Xian var udgangspunktet for Silkevejen.

Flere langruter i vinterprogrammet
Condor flyver denne vinter også til en række andre oversøiske destinationer. Den 18. december genoptog selskabet flyvninger fra Frankfurt til Punta Cana i Den Dominikanske Republik med tre ugentlige flyvninger efter en længere pause som følge af coronapandemien.

Herudover tilbyder selskabet fra januar-februar også flyvninger til Punta Cana samt Santo Domingo i Den Dominikanske Republik fra flere andre tyske lufthavne – heriblandt Hamborg, München og Düsseldorf.

Condor har også flere ugentlige flyvninger til Cuba og Maldiverne og fra februar også til Cancun i Mexico.

 

Relaterede artikler:

Rekonstruktion af Condor er godkendt

LOT-køb af Condor er annulleret

Thomas Cook er kollapset