- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Første rute fra Vestdanmark til Nordmakedonien

Kort før jul åbner en ny rute fra Billund til Skopje, der er hovedstad i Nordmakedonien. Dermed kommer endnu en destination fra Eksjugoslavien på rutekortet fra den vestdanske lufthavn.

Det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air fortsætter sin offensiv i Billund Lufthavn, der nu kan præsentere den fjerde nye rute fra selskabet i løbet af de seneste uger. 

Således har Wizz Air fredag offentliggjort en ny rute til Skopje, der er hovedstad i republikken Nordmakedonien, der tidligere var en del af Jugoslavien.

Ruten starter op den 19. december 2021, og der flyves to gange ugentligt på torsdage og søndage. Airbus A320-flyet afgår fra Skopje International Airport kl. 18.15 og ankommer til Billund Lufthavn kl. 21.10. Her vender flyet på de sædvanlige 25 minutter, inden afgangen mod den nordmakedoniske hovedstad kl. 21.45. Flyet vil være fremme i Skopje kl. 00.35 efter midnat.

Den nye rute til Billund har Wizz Air i dag offentliggjort samtidig med nye ruter til Bologna og Torino.

16. Wizz Air-rute fra Billund Lufthavn
Wizz Airs rute til Skopje bliver den 16. rute, som selskabet vil betjene fra Billund Lufthavn, og der flyves allerede til flere destinationer i Eksjugoslavien. I forvejen betjener det ungarske lavprisflyselskab til Tuzla i Bosnien-Hercegovina, og for nylig er der også annonceret opstart af en rute til Sarajevo, der er hovedstaden i Bosnien-Hercegovina.

Herudover har Wizz Air også anmeldt en ny rute til Serbiens hovedstad Beograd.

Som det er tilfældet med de øvrige Wizz Air-ruter fra Billund, er ruten baseret på citybreaks fra Danmark suppleret med VFR-trafik (Visiting Friends and Relatives, red.). Ifølge Danmarks Statistik er der lidt flere end 6.000 efterkommere og indvandrere fra Nordmakedonien, der er bosat i Danmark.

Udover Skopje flyver Wizz Air fra Billund til Beograd, Bukarest, Cluj-Napoca, Gdansk, Iasi, Kiev, Krakow, Larnaca, Lviv, Sarajevo, Sofia, Tirana, Tuzla, Vilnius og Wien.

 

Relaterede artikler:

Billund Lufthavn lander den 15. Wizz Air-rute

Billund med i ny Sarajevo-offensiv

Første rute fra Vestdanmark til Albanien