- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Forkert passagerfordeling skabte problemer for Wizz Air-fly

Piloter på Wizz Air-fly havde problemer med at få et Airbus A321-fly til at lette i London-lufthavn. Passagererne var fordelt, som sad de i et A320-fly, og flyet havde derfor et forkert tyngdepunkt.

Der er store forskelle på en Airbus A320 og en Airbus A321, selvom de to fly tilhører den samme ”familie” af Airbus-mellemdistancefly.

En A321 er eksempelvis syv meter længere og indrettet med flere sæder end en A320. Det kan derfor – hvis der skiftes fra den ene til den anden flytype – være nødvendigt at fordele passagererne anderledes i flyet for at sikre den korrekte placering af flyets tyngdepunkt.

Den ”detalje” blev imidlertid overset på en Wizz Air-flyvning fra London Luton-lufthavnen til Prag den 16. januar i år, fremgår det af den foreløbige hændelsesrapport fra den britiske havarikommission AAIB.

E-mail nåede ikke frem til personale
Flyvningen fra London til Prag var oprindeligt til at blive gennemført med en Airbus A320 med plads til 180 passagerer, men på dagen for flyvningen valgte selskabet at skifte A320’eren ud med en Airbus A321-200, som hos Wizz Air er indrettet med 230 pladser.

På grund af en teknisk fejl nåede en automatisk e-mail om ændringen fra Wizz Airs kontrolcenter ikke frem til selskabets personale i London Luton Airport.

De 157 passagerer blev derfor fordelt i flyet i forhold til et tyngdepunkt svarende til et A320-fly, hvilket efterlod flere af de bagerste sæderækker i flyet tomme. Den usædvanlige sædefordeling blev ikke bemærket af hverken boardingpersonalet eller kabinepersonalet.

Kaptajnen på flyvningen forblev derfor uvidende om den usædvanlige fordeling af passagererne i kabinen, og ifølge de lasteinformationer, han modtog, gav vægtfordelingen et tyngdepunkt, som lå inden for de fastsatte grænser.

Fuld motorkraft nødvendigt
Flyet accelererede til start fra bane 26 i London Luton, men da flyet nåede rotationshastighed, begyndte det mod forventning ikke at lette. Piloten trak side sticken mere tilbage, men det fik heller ikke flyet til at reagere. Herefter valgte kaptajnen give flyet maksimal motorkraft (TOGA-thrust, red.), hvorefter flynæsen begyndte at løfte sig og flyet lettede.

Flyet fortsatte mod Prag uden yderligere hændelser og landede uden problemer i Prag. Undervejs på flyvningen analyserede besætningen problemet, men konkluderede i fejlagtigt, at det var en forkert stabilisatorindstilling, der var årsagen til problemerne med at lette fra London Luton.

Piloterne blev dog informeret at kabinepersonalet om, at der ikke sad passagerer på de bagerste sæder, men først efter landingen blev det opdaget, at flyets tyngdepunkt ikke havde været inden for grænserne.

Wizz Air lover forbedringer
Efter hændelsen har Wizz Air, at det ville forbedre videregivelsen af ​​information fra sit kontrolcenter. Flyselskabet vil også inkludere oplysninger om ændringer af flytypen ved flyvebriefingen.

Desuden vil det tilbyde yderligere træning for kabinebesætningen omkring vægt- og balancefordeling og udstede en besætningsordre med forbedret vejledning i forhold til mistanke om forkert vægtfordeling ombord.

 

Relaterede artikler:

Wizz Air i lynoffensiv mod Norwegian og SAS

Tre Wizz Air-fly i alvorlige hændelser på få timer

EasyJet-fly var et sekund fra katastrofe