- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Forlader chefstolen efter 33 år

Per Jensen, der er stifter og ejer af Billund-selskabet Air Support, overlader efter 33 år posten som administrerende direktør til Peter Skovrup Nielsen,.

Der er et gammelt mundhed, der siger, at man skal stoppe på toppen. Det har Per Jensen fra Air Support tilsyneladende lyttet til, for efter 33 år som ejer og administrerende direktør i Billund-selskabet Air Support, giver han nu stafetten videre til sin afløser.

Fr den 29. september vil den nuværende driftsdirektør Peter Skovrup Nielsen få ansvaret for den daglige ledelse, mens Per Jensen fremover får et visitkort, hvorpå der står, at han er konsulent for forretningsudvikling.  

At 62-årige Per Jensen stopper på toppen, kan dokumenteres i det forhold, at selskabet i slutningen af april afleverede et årsregnskab for 2021 med et rekordresultat på 5,5 millioner kroner før skat. Air Support er 100 procent af Per Jensen Holding, Billund ApS, der har en samlet egenkapital på 24,5 millioner kroner.

“Tiden er inde, hvor det føles rigtigt for mig at trække mig fra den daglige ledelse af Air Support. For at sikre virksomhedens fremtid skal Air Support være uafhængig af mig som person og som direktion. Jeg vil udelukkende fokusere på forretningsudvikling inden for branchen – i og uden for Air Support,” siger Per Jensen.

Efter Per Jensens exit fra chefposten består selskabets ledelse fremover af administrerende direktør Peter Skovrup Nielsen, kommerciel direktør Peter Gravesen samt Henrik Holm, der er direktør for kundesupport

Den største tillidserklæring
Den nye administrerende direktør i Air Support er 45 år gammel og har været ansat i virksomheden i fem år. Før den tid var Peter Skovrup Nielsen beskæftiget i DAT som operationschef i mere end 13 år, og på CV’et er der også en kort periode som IT-udvikler hos LEGO.

“Det er den største tillidserklæring at få ansvaret for den virksomhed, Per har dedikeret 33 år til. Det er jeg naturligvis meget stolt og ydmyg over. Sammen med vores dygtige team ser jeg frem til at sætte mit præg på den fremtidige udvikling af Air Support,” udtaler Peter Skovrup Nielsen.

“Det er vigtigt for mig at føre virksomheden videre i den ånd og med den kultur, som Per Jensen har sikret siden starten i 1989 – en ånd, hvor medarbejdere, kunder og leverandører behandles med den største respekt. Kun i denne måde kan vi blive ved med at blive stadig mere konkurrencedygtige og udvikle innovative løsninger.”

Air Support beskæftiger lidt flere end 60 ansatte på hovedkontoret i Billund og udviklingsafdelingen i Odense. Virksomheden har specialiseret i en flyveplanlægningssoftware, der hedder PPS Flight Planning System og som har integreret webservices som CrewBriefing og Flight Watch, der benyttes af flyselskaber over hele verden.

 

Relaterede artikler:

Air Support med overskud trods udfordrende år

Pioner inden for flyveplanlægning fylder 60 år

Dansker til tops i europæisk flyveplanlægning